Navigation




Skip Navigation LinksHJK > Hærhjemmeværnet > Totalforsvarsregion København > HHD NORDSJÆLLAND > SÆRLIG STØTTE OG REKOGNOSCERING (SSR) > Nyheder > 1959-2009: Hilsen fra Chef SSR

 1959-2009: Hilsen fra Chefen for SSR 

Kaptajn Morten Rask, Chefen for SSR , 09 APR 09

Hilsen fra Chefen for SSR i anledningen af 50 års jubilæet.

Den 09. april 2009 er det 50 år siden Specielle Efterretningspatruljer formelt blev oprettet, og i dag kan arvtageren Særlig Støtte og Rekognoscering (SSR) så kikke tilbage på en lang historie. Navnet SSR, går kun nogle ganske få år tilbage, nærmere bestemt 01. januar 2007, hvor enheden skiftede navn fra Patruljekompagniet Hærens Operative Kommando (PTRKMP/HOK) og derved blev operativt overflyttet til Hjemmeværnet.

Enheden har skiftet navn mange gange, men uanset navn og tilhørsforhold har enheden som udgangspunkt altid været den samme. Som udgangspunkt fordi da enheden hed Speciel Efterretnings Patrulje (SEP), var enheden underlagt de to landsdele Vestre Landsdels Kommando (VLK) og Østerlandsdels Kommando (ELK). De to enheder havde hver deres chefer og stabe og var selvstændige operative enheder. I dag er SSR en samlet landsdækkende enhed med frivilligt personel fra hele Danmark.

En gang SEP’er altid SEP’er
Hvor mange der igennem de sidste 50 år har været operative i SEP er ikke offentligt kendt, men det har altid været kendt, at var man en gang kommet igennem nåleøjet, var man velkommen i enheden resten af livet, dette uanset om man er aktiv eller ej. En SEP’er har altid været kendetegnet ved at være fysisk stærk, snarrådig og ikke mindst haft tålmodighed, som i vores branche er et ”must” for løsning af vores kerneopgave: rekognoscering. Der har altid været et tæt knyttet kammeratskab og fælles korpsånd mellem personellet og ofte er man også blevet meget nære venner i enheden, ofte for livet. De oplevelser og udfordringer, hvad enten det er på øvelse, kurser, eller sågar udsendelser, knytter bånd imellem hinanden, som vil vare for evigt. Derfor har ordsproget altid været ”En gang SEP’er, altid SEP’er”, et ordsprog der selv den dag i dag bliver anvendt i enheden.

Et kendetegn for alle de personer der har været aktive ved enheden igennem alle år, har været stort engagement og professionalisme. Et kendetegn som også den dag i dag er vigtigt, efter at SSR har opnået en status som støtteenhed til forsvarets specialoperationsstyrker (Jægerkorpset og Frømandskorpset) gennem en samarbejdsaftale de tre enheder imellem. En sådan samarbejdsaftale var aldrig blevet en realitet, hvis ikke enhedens historie og renomme igennem alle årene, var som en meget seriøs og troværdig partner.

Vi skylder alle vores tidligere kollegaer i enheden en enorm tak, for igennem de 50 år der er gået, at have udvist de rette holdninger, mod og udholdenhed, samt for at have holdt fast i de værdier som vi syntes er vigtigt, for at værne om vores enhed og for at løse vores opgaver. En stor hyldest til ALLE - ingen nævnt og ingen glemt - som har gjort tjeneste i SEP siden enhedens oprettelse. De ildsjæle som har båret enheden frem både i medgang og modgang skal vide at vores døre altid er åbne og at alle altid er velkommen.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at skal enheden leve videre, har vi alle en pligt til at sikre, at enheden følger med tiden og at de krav, der stilles til vores soldater, i en tid hvor forsvaret af Danmark især ligger uden for landets grænser, konstant justeres og tilpasses. SEP ånden lever fortsat og vil ydmygt blive båret videre til nye generationer.

Et kik fremad: SSR har som arvtager til SEP, søgt at fortsætte med samme ånd og professionalisme, og beviset for at SEP var en rigtig tanke, som hjemmeværnets fremmeste enhed, kan man se i dag, hvor bl.a. Søværnets Frømandskorps er parat til at anvende enhedens kompetencer, også på internationale operationer. Et Større skulderklap til SEP-ånden finder man næppe. SSR vil fortsætte med at gøre hvad enheden altid har gjort; træne seriøst til at løse opgaver, hvad enten det er i patruljerne eller i staben, hvad enten det er inde for eller uden for landets grænser. 

Tillykke med dagen. I kan alle være stolte over at have gjort tjeneste i vores enestående enhed.

Kaptajn Morten Rask, Chefen for SSR 



Tilbage til forsiden for SEP 1959 - 2009 SSR

Læs her lykønskninger i dagens anledning fra:

Admiral Tim Sloth Jørgensen, Forsvarchef

Generalmajor Jan Steinberg Norgaard,
Chefen for Hjemmeværnet


Oberst Anders Olesen,
Chefen for Totalforsvarsregion København


Kommandørkaptajn Mogens Christens,
Chefen for Frømandskorpset

Kaptajn Morten Rask, Chefen for SSR

K.O.H. Kristensen, sidste Chef for SEP/HOK


Læs mere om SSR historie 

Læs artikel i seneste nummer af Hjemmeværnsmagasinet om SSR

 
SEP/ELK, PTRKMP/ELK, PTRKMP/HOK og SSR skjold
SEP/ELK, PTRKMP/ELK, PTRKMP/HOK og SSR skjold.