VEDTÆGTER FOR
FORENINGEN TJØRRING HJEMMEVÆRNSGÅRD
§ 1. Navn og hjemsted og formål.
1,1 Foreningens navn er "Foreningen Tjørring Hjemmeværnsgård".
Foreningens bestyrelse har ret, men ikke pligt, til at lade navnet beskytte gennem anmeldelse til Erhvervs- Selskabsstyrelsens foreningsregister.
1.2. Foreningens hjemsted er Herning Kommune.
Foreningens adresse er indtil videre Skibbildvej 62, Haunstrup,7400 Herning. Hjemstedet kan kun ændres gennem vedtægtsændring.
1.3. Foreningen formål er at bevare og vedligeholde Tjørring Hjemmeværnsgård. Baggrunden for foreningens virke er, at Tjørring Hjemmeværnsgård til enhver tid står til fuld benyttelse for Hjemmeværnskompagni Herning Nord.
§ 2. Formue.
2.1. Foreningens formue består af Tjørring Hjemmeværnsgård, Bassumgårdvej 29, Tjørring, 7400 Herning, matr. nr. 3 g, 3 h, og 29 c. Formuen er, jvf. den seneste ejendomsvurdering pr. 01. 01. 1998, kr. 130.000, hvoraf grundværdien udgør kr. 45.400.
§ 3. Medlemskab.
3.1. Et medlem af hjemmeværnskompagni Herning Nord er født medlem af "Foreningen Tjørring Hjemmeværnsgård".
Såfremt et medlem af hjemmeværnskompagni Herning Nord kan anføre særlige grunde hertil, kan bestyrelsen dispensere fra medlemskab af foreningen.
Herudover kan ethvert andet medlem optages i foreningen, såfremt bestyrelsen giver sit samtykke hertil.
Nægter bestyrelsen at give sit samtykke til optagelse af et medlem, kan denne afgørelse indbringes for generalforsamlingen.
3.2. Foreningen fører kartotek over medlemmernes navne og adresser.
§ 4. Hæftelse.
4.1. For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue. Bestyrelsen sørger for, at foreningens fulde navn oplyses, når der indgås aftaler på foreningens vegne.
Foreningen tegnes af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening.
§ 5. Bestyrelsen.
5.1. Bestyrelsen sammensættes af et medlem fra hver af hjemmeværnskompagniets delinger samt formanden og et bestyrelsesmedlem fra bestyrelsen for Støtteforeningen for Hjemmeværnskompagni Herning Nord. Kompagnichefen for Hjemmeværnskompagni Herning Nord, er født medlem af bestyrelsen, men kan ikke vælges til formand. Hvis et bestyrelsesmedlem får forfald, påhviler det den enhed, som har opstillet vedkommende, selv at udpege en repræsentant til bestyrelsen indtil næste ordinære generalforsamling. Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer formand og kasserer.
Valgene gælder indtil næste års generalforsamling.
5.2. Bestyrelsen påser, at foreningen drives i overensstemmelse med den for foreningen gældende lovgivning, og i øvrigt i overensstemmelse med lovgivningens krav samt vedtægterne for foreningen.
§ 6. Generalforsamlingen.
6.1. Indkaldelse til generalforsamling kan ske på enhver måde, som bestyrelsen finder hensigtsmæssig og betryggende. Indkaldelse sker med mindst 14 dages og højest 4 ugers varsel.
6.2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i andet kvartal. Den påhører bestyrelsens beretning, godkender regnskabet og næste års budget, vedtager eventuel kontingent for det følgende år, vælger bestyrelse og revisor, alle for tiden indtil næste ordinære generalforsamling, og behandler forslag, som er optaget på dagsordenen.
6.3. Forslag fra foreningens medlemmer skal indgives til bestyrelsen inden 1 måned efter udløbet af regnskabsåret.
6.4. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når det skriftligt forlanges af 1/10 af medlemmerne, eller såfremt bestyrelsen finder det påkrævet.
§ 7 Bestyrelsens opgaver.
7.1. Foreningens bestyrelse vælges af generalforsamlingen jfr. 5.1.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 1 år ad gangen og genvalg er mulig.
Bestyrelsen fastsætter selv antallet af bestyrelsesmøder, dog skal der minimum afholdes et møde pr. regnskabsår.
7.2. Bestyrelsen forestår den daglige drift og administration af Tjørring Hjemmeværnsgård.
7.3. Bestyrelsen er berettiget til, på vegne af foreningen, at indgå lejekontrakt med Hjemmeværnet.
7.4. Bestyrelsen er herudover berettiget til at leje Hjemmeværnsgården ud til andre, såvel medlemmer af foreningen som ikke medlemmer Bestyrelsen er forpligtet til, såfremt udlejning sker til medlemmerne af foreningen, at lade dette ske på enslydende vilkår.
7.5. Såfremt generalforsamlingen træffer beslutning om kontingent for medlemskab af foreningen, er bestyrelsen forpligtet til at opkræve denne hos medlemmerne.
Manglende betaling af kontingent kan dog ikke medføre at medlemskab af foreningen ophører. Bestyrelsen opretter en konto lydende på foreningens navn.
§ 8 Regnskab.
8.1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
8.2 Regnskabet består af et driftsregnskab, et budget, status og bestyrelsens beretning.
8.3 Regnskabet revideres af en, af generalforsamlingen valgt, revisor.
§ 9 Vedtægtsændringer.
9.1 Vedtægtsændringer kræver tilslutning fra 2/3 af de fremmødte på general-forsamlingen. Almindelige beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal.
§ 10 Protokol.
10.1 Der føres protokol over både bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.
§ 11 Opløsning.
11.1 Foreningen opløses såfremt 2/3 af de fremmødte på en generalforsamling beslutter dette. Den endelige opløsning sker ved en ekstraordinær generalforsamling som afholdes senest 4 uger senere.
11.2 Ved foreningens opløsning må ingen del af foreningens formue tilfalde medlemmerne
11.3 Foreningens formue anvendes til kulturelle formål efter generalforsamlingens indstilling.
Vedtægterne er udarbejdet i samråd med
ADVOKATHUSET EEGHOLM A/S
Kampmannsgade 12, 7400 Herning
Tlf.: 9712 6600