Hjemmeværnskompagni Skjern startede lørdag skydesæsonen på Skelhøj skydebane i Dejbjerg.
På trods af det dårlige vejr med regn og blæst fra sydvest mødte 12 skytter frem.
Programmet for dagens skydning var indskydning, idet der efter en længere pause og våbeneftersyn,
hvor der måske var blevet skruet på sigtemidlerne, kunne være behov en kontrol af at indstillingen så den nu var, som den skulle være.
Men de mange skytter og skydelærer Bent Knak måtte hurtigt indse, at på grund af regnen og det blæsende vejr blev det ikke til indskydning.
I stedet blev det til en god gang træning i at skyde og ramme pletten, hvilket kan være svært nok i godt vejr. Men i dagens skydning blev det en udfordring bare at se skiven, for med regnen og vinden lige ind i ansigtet, vandperler og dug på briller og sigtemidler stod det hele på 200 meters afstand i en tåge.
På trods af regn og blæst blev det til en fin lørdag. Skytterne havde et par gode timer på skydebanen, hvor man iført regntøj, bøllehat og handsker udover skydningen også fik et par gode skyttehistorier, masser af frisk luft og godt humør.
Med et lånt gevær, vand på sigtemidler og briller, vinden lige i øjnene og for lidt træning blev træfningen vist rimelig.