Skip Navigation LinksHJK > Hærhjemmeværnet > Totalforsvarsregion Sjælland > HD NORDSJÆLLAND > POHVK GENTOFTE-LYNGBY > Om kompagniet > HJV Historie

Hjemmeværnets historie 

Hjemmeværnet bliver til

På et møde den 9. juni 1945 i Odense samledes 250 af modstandsbevægelsens ledere under forsæde af Frihedsrådet, og man vedtog her en resolution, hvori det bl.a. hed: »Der er på mødet enighed om at arbejde for oprettelse af et hjemmeværn, der med rod i folket og i forbindelse med landets hær, flåde og flyvevæsen skal være beredt til at forsvare landets selvstændighed«.

Det første tilløb til oprettelsen af et hjemmeværn havde til formål at bevare forbindelsen mellem frihedsbevægelsen og det kommende forsvar. Med dette formål for øje blev der givet tilladelse til oprettelse af hjemmeværnsforeninger, som, især af hensyn til opbevaringen af våben og ammunition, blev stillet under forsvarsministerens kontrol.


Men der var også et andet problem. Et rigtigt hjemmeværn skulle naturligvis være uniformeret, og der var i 1930’erne blevet indført uniformsforbud i Danmark, netop for at komme de frivillige militære korps til livs.

Det problem blev løst ved at give hjemmeværnsforeningerne dispensation, hvorefter der blev indkøbt et parti på 30.000 gamle battledress uniformer og såkaldte »Montyhuer« i England - og for at de ikke skulle forveksles med felthærens britiske udrustning, blev de farvet mørkeblå.

Våbenmæssigt måtte man indtil videre klare sig med arven fra frihedskampen og beslaglagte tyske våben.

Den kolde krig skærpes
Den kolde krig var så småt begyndt at tage fart ude omkring i verden.

I februar 1948 tog kommunisterne magten i Tjekkoslovakiet - det nuværende Tjekkiet og Slovakiet - og i Berlin forhindrede en enorm vestlig luftbro Sovjet-unionens forsøg på at sulte de vestallierede ud af byen. l Danmark udløste det i påsken en altomfattende beredskabsforøgelse i forsvaret, der gjorde klar til egentlig kamp mod et kupforsøg. Alt dette opskræmte sindene og bevirkede en voldsomt stigende medlemstilgang til hjemmeværnsforeningerne og var den direkte årsag til, at oprettelsen af hjemmeværnet blev fremskyndet.

Det problem blev løst ved at give hjemmeværnsforeningerne dispensation, hvorefter der blev indkøbt et parti på 30.000 gamle battledress uniformer og såkaldte »Montyhuer« i England - og for at de ikke skulle forveksles med felthærens britiske udrustning, blev de farvet mørkeblå.

Våbenmæssigt måtte man indtil videre klare sig med arven fra frihedskampen og beslaglagte tyske våben.

Daværende forsvarsminister Rasmus Hansen (S) opfordrede fra Folketingets talerstol direkte alle våbenføre mænd til at melde sig ind i hjemmeværnsforeningerne, og et lovforslag om oprettelse af et egentligt »statsligt« hjemmeværn blev taget ud af det samlede lovforslag og hastevedtaget den 6. juli 1948. Den 1. april året efter var det statslige hjemmeværn en realitet.

Allerede straks efter befrielsen havde det været klart, at den neutralitetspolitik, som Danmark havde klynget sig til siden nederlaget i 1864, ikke ville kunne videreføres i det ny Europa.

Danmark i NATO

Danmark, Norge og Sverige havde i 1948 nedsat en skandinavisk militærkomité, der skulle undersøge mulighederne for oprettelsen af en nordisk militær alliance. Men med den traditionelle svenske neutralitetspolitik og den norske udenrigs-politiske binding til de store vestallierede viste det sig hurtigt at være en uover-kommelig opgave.


Det problem blev løst ved at give hjemmeværnsforeningerne dispensation, hvorefter der blev indkøbt et parti på 30.000 gamle battledress uniformer og såkaldte »Montyhuer« i England - og for at de ikke skulle forveksles med felthærens britiske udrustning, blev de farvet mørkeblå.

Våbenmæssigt måtte man indtil videre klare sig med arven fra frihedskampen og beslaglagte tyske våben.

Afgørende blev, at USA lod de tre lande vide, at en fritstående nordisk for-svarsalliance ikke skulle gøre regning på amerikansk våbenhjælp. Den 24. marts 1949 besluttede folketinget efter henstilling fra statsminister Hans Hedtoft med 119 stemmer mod 23 at melde Danmark ind i den ny vestlige nord-atlantiske forsvarsalliance NATO.

Dermed begyndte en opgangsbølge for hjemmeværnet. Foreningernes gamle uniformer blev erstattet med nye, og gradvist udskiftedes de gamle friheds-kæmpervåben med nye våben svarende til det øvrige forsvars bevæbning.

Koreakrigen og en skærpelse af den kolde krig i Europa, ikke mindst den brutale sovjetiske undertrykkelse af opstanden i Ungarn i 1956, fik på ny mange tusinde til at melde sig.

Nye korps - Marinehjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og de tilhørende kvindekorps - var blevet føjet til, og medlemstallet var ved udgangen af 50’erne nået op på 68.000 mænd og kvinder.

Da tøbruddet i den kolde krig satte ind i slutningen af 1980’erne, var medlems-tallet helt oppe på 74.000. Det er siden faldet til ca. 60.000 (primo 2003). l for-bindelse med en modernisering af hele hjemmeværnet er kvindekorpsene blevet nedlagt som selvstændige organisationer, og medlemmerne indgår på lige fod med mændene i Hær-, Marine- og Flyverhjemmeværnet samt i Tjenestesteds-korpset og Virksomhedshjemmeværnet.

Målet er uændret

Hjemmeværnsloven er, siden den første lov blev vedtaget i 1948, revideret flere gange senest i 1993. Ændringer skyldes mest den almindelige samfunds- og forsvarsmæssige udvikling. En ny justering af Hjemmeværnsloven er vedtaget i Folketinget den 27. februar 2001.

Der er ikke siden starten ændret ved hjemmeværnets grundlæggende principper:

  • at det er frivilligt og gratis at blive optaget
  • at der er tale om en todelt opgavestilling, hvor det både gælder om at løse militære opgaver til støtte for det øvrige forsvar og om at styrke forsvarsviljen i samfundet.