Skip Navigation LinksHJK > Marinehjemmeværnet > MHD VEST > HVF 136 SØNDERBORG > Hvem er vi

Hvem er vi? 

 

Hjemmeværns Flotille 136, Sønderborg

Vi er en af de 30 Flotiller i Marinehjemmeværnet, der på landsplan dækker de danske farvande.

Medlemmer
Opgaverne bliver løst af medlemmer, der har forskellige forudsætninger med hensyn til kompetencer, alder, aktivitetsniveau og krav til fysisk udfoldelse. 

Besætningen

Besætningen på et marinehjemmeværnsfartøj består af 12 mand M/K. Hvert fartøj har flere besætninger, så de skiftes til at have beredskabsvagt og kan afløse hinanden ved større opgaver.

Alle ombord er uddannet til hver sin særlige funktion. De enkelte besætninger fungerer som faste grupper, hvor træningen af samarbejdet er vigtig. Det skal fungere, for når man er ude på havet, kan der opstå mange situationer, hvor man har ansvaret for hinandens og for andres sikkerhed og derfor skal kunne stole på, at alle klarer deres del af opgaverne. Overblik, handlekraft og ansvarlighed er derfor vigtige personlige kompetencer ombord. 

Funktioner
I styrehuset finder man

  • Fartøjsføreren, som til enhver tid har ansvaret og kommandoen over skibet. Fartøjsføreren kan også få kommando over andre skibe, hvis han af søværnet udpeges som ”On Scene Coordinator” f.eks. under en redningsaktion.
  • Næstkommanderende, der leder arbejdet på dækket
  • Vagthavende navigatør, der sikrer, at skibet kommer sikkert frem
  • Rorgængeren, som sørger for, at skibet holder kursen
  • Udkiggeren, der får øje på det, som skibets radar ikke kan vise - eller ”høre”.
  • Kommunikationsfolkene – bl.a. radiooperatøren, radiostationslederen og bestikgasten – der sørger for forbindelsen til Søværnets Operative Kommando. De sidder i den del af styrehuset der kaldes radiorum og bestiklukaf.

I motorrummet finder man

  • Motorpasseren, der sikrer, at motorerne altid kører optimalt og er klar. Motorerne står ikke kun for skibets fremdrift, de sikrer også energiforsyningen ombord og leverer kraft til vandkanon og brandpumper.

 På dækket finder man

    • Bådsmanden og dæksfolkene. De håndterer fortøjningerne, udlagte flydespærringer eller går ud med gummibåden til eftersøgninger eller lignende.

 

Uddannelser
Marinehjemmeværnet har sin egen skole på Marinestation Slipshavn, som ligger ved Nyborg. Den har ansvaret for at gennemføre marinehjemmeværnets maritime uddannelser. læs mere her


Radiooperatør

Alle funktioner ombord kræver en grundig og godkendt uddannelse. Det er den væsentligste forudsætning for, at marinehjemmeværnet kan udføre de opgaver, vi har fået betroet, og for at vi har et højt sikkerhedsniveau ombord. Vores specialuddannelser omfatter blandt andet.

  • Navigationskurser, herunder yachtskipper af 3. grad (YC3)
  • Motorkurser, herunder duelighedsbevis for motorpassere og fritidssejlere
  • Radiokurser, herunder ”restricted operators certificate” (ROC)
  • Førstehjælp, herunder hjertestarter

Alle kurser afsluttes med prøver og udstedelse af kursusbeviser. En del af uddannelserne er civilt godkendte, og det betyder, at man får en kompetence, som man kan bruge også i andre sammenhænge end kun i marinehjemmeværnet.


Navigatør

Som medlem af marinehjemmeværnet skal man som udgangspunkt gennemføre den lovpligtige uddannelse på 250 - 300 timer. Den tager man inden for de første tre år. Man kan godt begynde sin specialisering, mens man tager sin grunduddannelse, men den lovpligtige uddannelse er at regne for grunduddannelsen for alle. Den indeholder en militær basisuddannelse og ”resterende lovpligtige uddannelse”, som retter sig mere imod de maritime opgaver. Hvis man har gennemført sin værnepligt, kan man få godskrevet store dele af den lovpligtige uddannelse.

Udover de maritime uddannelser, indgår også uddannelser i projektledelse, mødeledelse, konfliktløsning, undervisning, førstehjælp og endda markedsføring, for dem der interesserer sig for hvervning, pressearbejde og web. 

Uddannelserne foregår i fritiden, og er gratis for marinehjemmeværnets medlemmer.