"Verdens heldigste mand
Marinehjemmeværnet sejler hver weekend patruljesejladser for Søværnet – såkaldte SURVEX. I denne weekend er det Nyborgs tur med fartøjet Gemini. Patruljen blev startet 1½ time før tiden idet, fartøjet blev sendt imod kajakulykken ved Kerteminde, hvor 21 var kastet i vandet som følge af kraftige kastevinde.
Da alle er reddet har vagthavende officer ved Kattegat Marinedistrikt konstateret, at samme kastevinde kraftigt har generet kapsejladsen Fyn Cup med flere skader på skibene. Et andet Marinehjemmeværnsfartøj Partisan følger feltet og har haft masser at lave undervejs. Gemini, som ellers skulle have været i Kattegat, vendes derfor og sendes imod kapsejladsfeltet syd for Fyn. En anden Søværnsenhed, er trukket ned i Geminis planlagte patruljeområde. Det skulle vise sig at være første del af heldet.
Da Gemini kommer ud af Svendborgsund, mødes vi med kapsejladsfeltet og igen kraftige kastevinde på op til 20 m/s. Kapsejladsen har sejlet for spiler hele vejen syd for Fyn og skal have disse ned midt i kastevindene. Der observeres flere farlige situationer. Der lyder et ilopkald på radioens nødfrekvens fra et fartøj Big Challenge om at de har tabt en mand. En helikopter der var ved at lande på Ærø for en patienttransport meldte sig og Ærøskøbing-færgen meldte sig på radioen. I mellemtiden var vi vendt om og gik mod den opgivne position med forceret kraft og alle mand i udkig, hvorefter vi også meldte vor assistance. Efter 5 minutter observer vi manden og får ham samlet op. Netop da vi skal til at meddele Lyngby Radio, at vi har manden, kommer Big Challenge ind på radioen og fortæller, at de har samlet manden op. Vi må herefter meddele, at det har vi også.
Der opstår noget forvirring om dette et kort stykke tid. Det viser sig senere, at en anden båd også har mistet en mand samtidigt med at de også spilerkænterede. Båden glider hurtigt væk fra manden og da de forsøger at starte motoren, får de et tov i skruen. De har ikke mulighed for at alarmere via radio. De to overbordfaldne ligger mindre end 300 meter fra hinanden i skumringen og den mand, Gemini samler op, bliver fundet fordi den anden mand falder overbord samtidigt på nogenlunde samme position. De to fartøjer lå nord for de øvrige deltagende kapsejladsbåde, så der kom ikke umiddelbart andre imod positionen. Manden, der havde ligget 10 minutter i vandet, da Gemini ankom, var godt klar over, han havde været meget heldig med dette; men han var også noget forkommen. Da vor sygdomsbehandler havde tilset ham, blev det besluttet, at det var sikrest at få ham checket på sygehuset i Svendborg. Det samme havde Big Challenge, hvorfor SOK havde sørget for to ambulancer på kajen i Svendborg ved ankomsten.
Umiddelbart efter manden var afleveret til ambulancen, blev Gemini sendt til Skarø igen, idet en 11 meters sejlbåd med seks ombord var gået ind på Skarø Rev. Vor gummibåd gik til assistance og vi fik slæbt sejlbåden fri. Denne gik ud af kapsejladsen og gik til Svendborg for motor.
Gemini blev tildelt et hvil i Svendborg i tidsrummet 2 – 8 morgen, hvorefter patruljen genoptages."