Søredninger til søs kan være dyre at sætte igang, og mange kunne undgås, hvis folk mærkede deres både, kanoer og surfbrætter, mener SOK og Trygfonden. (Arkivfoto)
En tilsyneladende tom båd, der flyder rundt på havet, kan hurtigt foranledige en stor eftersøgning. Eftersøgninger er dyre, fordi de ofte inkluderer både skibe og helikoptere, for slet ikke at tale om den uro og ængstelse, en eftersøgning også kan føre med sig.
Alene sidste år havde søværnets operative kommando, SOK, 87 eftersøgninger, hvor det senere viste sig, at der ikke var tale om ulykker til søs, men derimod kanoer, både, surfbrætter og lignende, der havde revet sig løs eller var mistet til havs, uden at nogen mennesker samtidig savnedes.
For at undgå disse unødvendige og dyre eftersøgninger, har SOK og Tryg Fonden i fællesskab lavet et lille klistermærke som er et gratis, vind- og vandsikkert mærkat med personlige kontaktoplysninger, som ejere af bl.a. både og kajakker kan sætte på deres vandudstyr og på den måde være med til at redde liv.
"Når vi har telefonnumre på ejeren og et familiemedlem eller en ven, så kan vi hurtigere afgøre, om nogen er savnet og om deres liv dermed er i fare, eller om der bare er nogen, der vil blive glade for at få deres udstyr igen”, siger orlogskaptajn Kenneth Nielsen fra Søværnets Operative Kommando.
Kampagnen SOK derfor har iværksat hedder: operation sømærkning.
Fakta om mærkatet: Mærkatet kan bestilles gratis på
trygfonden.dk.
Bestil et mærke her.
Skriv dit navn tydeligt med en vandfast pen og tilføj dit eget mobilnummer og et nummer på en ven eller et familiemedlem, der kan kontaktes, hvis din egen telefon ikke svarer.
Afsprit området på dit udstyr før placering.
Placér mærkatet et synligt, men beskyttet sted (over vandoverfladen).