Giro-puslespillet er ved at falde på plads
Af major Anders Pedersen , 25 JAN 12
De bidragydende politihjemmeværnskompagnier kæmper for at få puslespillet omkring Giro d'Italia, en af hjemmeværnets største indsættelser, til at gå op.
"Angrebsplanen" viser, hvor omfattende hjemmeværnets indsats er under Giro d'Italias start i Danmark.
Den store hjemmeværnsopgave i forbindelse med cykelløbet Giro d'Italia i perioden 4. maj til 7. maj 2012 begynder at tage form.
Indsættelse af 150–500 politihjemmeværnssoldater og cirka 150 ”øvrige hjemmeværnssoldater” er et stort puslespil. Der er over juleperioden afholdt flere møder med henblik på at få puslespillet til at gå op. Totalforsvarsregionerne – herunder alle hærhjemmeværnsdistrikterne – har nu fået en plan på plads. Det er sket ved at give og tage lidt fra hinanden.
Kæmpe udfordring
At opstille en så stor hjemmeværnskapacitet til færdselsregulering er nemlig en kæmpe udfordring.
Næste fase, som også er den sværeste, bliver nu at tilvejebringe de mange hjemmeværnssoldater til opgaven. En stor opgave for alle landets hærhjemmeværnsdistrikter og politihjemmeværnskompagnier. Men processen er godt i gang ved de enkelte distrikter.
Langt fra Herning til Struer
Næste udfordring er at få udarbejdet planen for, hvorledes alle de opstillede enheder (en enhed til hver sektor på GIRO-etaperne) skal indsættes i forbindelse med de tre etaper, en større ”angrebs- og logistikplan”, hvor enheder skal flyttes mellem ”kompagnilejre” og opgaverne på etaperne. På de store etaper er der op til 34 sektorenheder indsat ad gangen. Og der er langt fra f.eks. Herning til Struer!
Ligesom COP 15
Også anvendelse af kapaciteter fra flyverhjemmeværnet er under behandling. Alle i planlægningsgruppen håber og tror på, at oplevelsen i forbindelse med GIRO 2012 deltagelsen, vil blive en oplevelse i stil med COP 15 deltagelsen.
Giro-puslespillet er ved at gå op.