Skip Navigation LinksHJK > Nyheder > Hjemmeværnet indsat under stormen

Hjemmeværnet indsat under stormen 

Af Charlotte Baun Drejka , 20 NOV 09

Både i København og Århus blev hjemmeværnsfolk sat til at afspærre, da stormen onsdag aften blandt andet flåede tage af boligblokke og fik byggematerialer til at lette.

Der var bud efter politihjemmeværnet, da stormen forleden hærgede i Danmark.  

Den kortvarige, men intensive storm, der hærgede Danmark onsdag aften, sendte også hjemmeværnsfolk på overarbejde.

I bydelen Gellerup i Århus flåede stormen en 30 meter lang tagsektion af en boligblok. Sammen med Østjyllands Politi, brandvæsenet og Falck kæmpede hjemmeværnet her med at rydde op i det kaotiske scenarium. Et stort område blev desuden afspærret.

I København udkommanderede politiet 30 mand hovedsagligt fra politihjemmeværnet på Amager til at afspærre og stå vagt fem steder i byen – henholdsvis på Vesterbro, Østerbro, to steder på Frederiksberg og ved indkøbscentret Fields på Amager.
Ved Fields var stormen tæt på at flå et 20 meter højt stillads fra hinanden. De andre steder fløj det rundt med byggematerialer og jernstænger.

”Vi var indsat fra kl. 19 om aftenen til kl. 3. om natten. Folkene var meget tilfredse med at blive anvendt – det viser, at vi gør en forskel,” fortæller Anders Borgen Marcussen, der er delingsfører i politihjemmeværnskompagni Amager. Kompagniet fik støtte fra hjemmeværnskompagniet på Amager.

Politikompagniet med godt 100 aktive mand er ofte på stikkerne. Indsættelsen forleden var den 9. i år. Kompagniet er i stand til at stille med op til ti mand inden for en time, når politiet har brug for deres støtte.