Skip Navigation LinksHJK > Nyheder > Samarbejdsaftale underskrevet

Nyt parløb konfirmeret i officiel aftale  

Af Charlotte Baun Drejka , 13 NOV 09

I går beseglede Trafikstyrelsen og hjemmeværnet en aftale om udbygget samarbejde på sikkerheds- og beredskabsområdet. Det skete under overværelse af forsvarsminister Søren Gade (V).

Direktør i Trafikstyrelsen, Carsten Falk Hansen, sætter sin underskrift på en aftale med hjemmeværnet. Foto: Bo Tornvig  

Med Nørreport Station som symbolsk billedkulisse underskrev Trafikstyrelsen og hjemmeværnet i går en ny aftale om et tæt samarbejde på sikkerheds- og beredskabsområdet.
 
I Trafikstyrelsens lokaler signerede Carsten Falk Hansen, direktør i Trafikstyrelsen, kommitteret Jens Hald og hjemmeværnschef, generalmajor Jan S. Norgaard aftalen med en klimagrøn kuglepen. Til stede var også en veloplagt forsvarsminister Søren Gade (V), kontorchef i Beredskabsstyrelsen, Henrik G. Petersen samt chefen for virksomhedshjemmeværnet, oberst Kurt Koch med flere.

”Med aftalen bliver hjemmeværnets og redningsberedskabets ressourcer og kompetencer nyttiggjort samtidig med, at den skaber grundlaget for et virkningsfuldt samarbejde. Det kan jeg som minister kun være utrolig glad for,” sagde Søren Gade.
 
Samarbejdet betyder, at virksomhedshjemmeværnet sammen med Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet har bidraget til at kompetenceudvikle Trafikstyrelsens krisestab. Den er blevet klædt på, så den er  forberedt til klimatopmødet i december og kan indgå i et nationalt beredskab, hvis det bliver nødvendigt. 

Forsvarsministeren benyttede lejligheden til at rose Trafikstyrelsens direktør, Carsten Falk Hansen, for at afsætte ressourcer til udviklingen af sin krisestab.

”Det sker jo ved siden af styrelsens andre opgaver. Jeg tror på, at det nye koncept kan være murbrækker for nye aftaler med andre samfundsvigtige institutioner og virksomheder. Der er nemlig klare fordele i at samtænke ressourcerne, når det handler om  risikostyring på sikkerheds- og beredskabsområdet,” sagde Søren Gade.


Forsvarsminister Søren Gade sammen med hjemmeværnschef, generalmajor Jan S. Norgaard. Foto: Bo Tornvig 


Tilfreds direktør
Direktør Carsten Falk Hansen er meget velfornøjet med den nye aftale.

”Vi har været imponerede over hele kompetenceforløbet, forståelsen for stabsarbejdet i krisesituationer og ikke mindst det engagement, som vi har mødt. Jeg kan som direktør også drage nytte af metoderne i stabsarbejdet i mit daglige ledelsesarbejde,” påpegede Carsten Falk Hansen. 

 
 


Læs mere om:
 
Trafikstyrelsen