Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Andrés fortælling

​"Vi rykker ud med det samme. Min taske står altid klar."

Da jeg var yngre, var min bror soldat på Flyvestation Karup og kom ind i Luftmeldekorpset under min farbror, som var sektionsfører. Min bror og hans kammerater skulle på øvelse og på skydebane. Det var spændende.

Jeg søgte også om optagelse i Luftmeldekorpset og kom ind som 17-årig. Det kunne man dengang med sine forældres samtykke. Det betød, at jeg var færdiguddannet som luftmelder, inden jeg blev 18. Jeg har altid interesseret mig for fly. Men det har aldrig sagt mig noget selv at skulle flyve. Det boglige er jeg ikke så god til. Men jeg er god til at pille, rode og rage. At få tingene til at fungere.

Oprindeligt er jeg uddannet købmand, men jeg har også arbejdet som blandt andet skovarbejder, på maskinstation og som kølemekaniker: Desværre fik jeg skulderskader. Jeg tabte værktøjet hele tiden og blev nødt til at holde op, selv om det nok var det bedste arbejde, jeg har haft. Så i dag er jeg førtidspensionist.

Det betyder, at jeg kan være meget aktiv i Hjemmeværnet. Jeg er eskadrillechef i Hjemmeværnseskadrille 281 Vestkysten og dermed den, der skal holde styr på tropperne. Jeg leder og fordeler til førerne.

Vores hovedopgave i Flyverhjemmeværnet er bevogtning. Nogle gange er det F-16 eller andre følsomme sager som ammunitionsdepoter og radarer på flyvestationen i Skrydstrup, vi bevogter. Andre gange drejer det sig om nødlanding af en helikopter. Så rykker vi ud med det samme. Min taske står altid klar.

Jeg har omkring 1.000 indsatte timer årligt. Plus cirka 200 administrative timer. Jeg tror, at det er sundt at komme lidt væk hjemmefra. Og min kone kan godt lide at være græsenke, når vi er på øvelse.

En af eskadrillens opgaver er at støtte Flyvevåbnet med deres basisuddannelser og befalingsmandsuddannelser, lige som vi bidrager, når de skal efteruddanne piloter og flybesætning i, hvad de skal gøre, hvis de kommer bag fjendens linjer. Så jagter vi dem rundt i Oksbøl eller Finderup øvelsesterræn.

Ud over de mange gode opgaver for Flyvevåbnet støtter vi de civile lufthavne og hjælper Hjemmeværnets andre enheder. Her i Vestjylland lægger vi også kranse 4. maj for de faldne, hvor et bombefly faldt ned i en plantage under 2. verdenskrig.

Flyverhjemmeværnet er et specialiseret folkefærd. Vi får den samme uddannelse som resten af Hjemmeværnet. Men vi videreuddanner os, så vi kan nogle ting vedrørende flysikkerhed, som andre i Hjemmeværnet ikke kan. Der er en stolthed og et kanon kammeratskab i Hjemmeværnet. Alle er parate til at gøre en forskel. Men Flyverhjemmeværnet er noget helt særligt. Vi er der for hinanden. Der er plads til mangfoldighed.

André Runge Christensen

​André er 48 år og fra Fåborg i Vestjylland. I Hjemmeværnet er han løjtnant og eskadrillechef.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring