Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Robert

​"At give sin viden videre til andre, er bare det bedste"

Jeg har sejlet, siden jeg var 18 år. Jeg er uddannet skibsassistent, styrmand og kontrollør og arbejder i dag som fiskerikontrollør på et kontrol- og redningsskib. På det skib, jeg sejler nu, er vi tre mand om bord og arbejder vi gennemsnitligt 10 dage ude og har 20 dage fri. Så der er plads og rum nok til andre aktiviteter.

Min mor og far var begge medlemmer af Hjemmeværnet. Også min onkel er medlem. Da jeg gik på navigationsskole på Fanø i 90’erne, meldte jeg mig ind i Hjemmeværnet sammen med nogle af mine klassekammerater. Vi var 20-23 år på det tidspunkt, og jeg tænkte, at i Hjemmeværnet kunne jeg få masser af frisk luft og samtidig lidt afstand til hverdagen.

Jeg var først i Hærhjemmeværnet i 10-12 år, i infanteriet. Jeg blev både uddannet gruppefører og delingsfører. Men vi var nogle, som var ved at blive lidt trætte af infanteriet, fordi vi ikke løste nok selvstændige opgaver.

Så jeg tog kontakt marinehjemmeværnsflotillen i Assens, hvor begge mine forældre havde været. Jeg startede som næstkommanderende på et marinehjemmeværnsfartøj men fik efter et års tid et andet tilbud i en bevogtning- og nærforsvarsenhed (BON).
Da jeg skulle have min overbygning, en specialuddannelse i havnebevogtning, mødte jeg instruktørerne på Marinehjemmeværnets uddannelsescenter i Slipshavn. Jeg blev instruktør ved BON-uddannelserne, som var det der senere udviklede sig til at blive maritime force protection (MFP).

Jeg har også været chef flotillen i Korsør i nogle år. En enhed, jeg selv var med til at bygge op fra bunden. I dag sidder jeg i en funktion i den frivillige stab ved Marinehjemmeværnsdistrikt Øst. Her er jeg blandt andet bindeledet mellem de frivillige og de ansatte i MFP-spørgsmål.

En af de ting, der har betydet meget for mit engagement i Hjemmeværnet, var, da jeg af distriktet blev spurgt om jeg ville med til Afrika med Frømandskorpset. Vi skulle undervise Djiboutis Navy i havnebevogtning. At komme derned var en omvæltning ud over alle grænser. Og vi måtte justere vores undervisningsplaner meget efter forholdene. En til tider sjov og meget lærerig tur.

Jeg bruger i gennemsnit nok mellem 500-800 timer om året på Hjemmeværnet. Min kone er også med. Privat har vi en klar aftale om ”alt med måde”. Vi er gode til at snakke sammen, hvis timerne flyver lidt for meget af sted. Så får vi altid rettet ind.

Uanset hvilket niveau man er på, kan man altid udvikle sig. Jeg vil ikke stå i stampe uden at udvikle mig selv. Jeg vil gerne lære nye ting, og når muligheden opstår, så tager jeg den. Sådan virker det for mig. Det at give sin viden videre til andre, som ligeledes ønsker mere viden, er bare det bedste.

 Robert Dølling

Robert er 42 år og fra Broby. I Hjemmeværnet er han kaptajnløjtnant og Maritime Force Protection officer.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring