Topbanner

Interesseret i INTOPS?

Siden de første bevogtningsdelinger fra Hjemmeværnet blev sendt til Afghanistan i 2008, er der sket meget i forhold til internationale opgaver. P.t. har Hjemmeværnet folk i Afghanistan, Irak, Georgien og Afrika, og internationalt samarbejde og internationale øvelser er blevet en del af normalbilledet.

Her kan du læse nærmere om, hvad du skal gøre, hvis du er interesseret i international tjeneste.

Hvad kræver det at blive udsendt?
For at blive udsendt skal du kunne leve op til en række generelle krav, som er uafhængige af mission og opgave. En udsendelse forudsætter altid, at du kan: 

·        Bestå Forsvarets Fysiske Test.

·        Blive helbreds- og tandlægegodkendt.

·        Godkendes til Fortroligt eller Hemmeligt (afhængigt af opgaven).

Derudover kan der være særlige krav til for eksempel engelskkundskaber, instruktørfærdigheder og specifikke uddannelser.

Hvilke opgaver er der tale om?
Hjemmeværnet har efterhånden løst en række forskellige opgaver internationalt. Det har blandt andet været inden for bevogtning, instruktørvirke og rådgivning. 

P.t. stiller Hjemmeværnet personel til det danske træningsbidrag i Irak under Operation Inherent Resolve (OIR). Hvis du er interesseret i en udsendelse som instruktør, skal du kontakte dit distrikt. Det er distrikterne, der indstiller kandidater til CSI.

I Afghanistan har Hjemmeværnet rådgivere inden for økonomi og snart også jura. Det sker i rammen af Resolute Support (RS). Disse stillinger bliver slået op via job-i-forsvaret.dk.

Du kan altid holde dig orienteret om nye opgaver på CSI's hjemmeside samt sider på Facebook og LinkedIn.


GODE RÅD TIL DIG, DER VIL AF STED 

Afklar udsendelsen med dine omgivelser
Én ting er, at du selv gerne vil af sted; men hvad siger dine pårørende, og hvad siger din arbejdsgiver? Det er en god idé at få dette afklaret i god tid.

Begynd træningen
For at kunne komme af sted skal du kunne honorere kravene i Forsvarets Fysiske Test. På traenmed.forsvaret.dk kan du oprette dig som bruger og få lagt et træningsprogram. Du kan også downloade app’en Træn med Forsvaret til din telefon.

Hold dig orienteret
Hvis du vil holde dig orienteret om Hjemmeværnets internationale opgaver, kan du følge Center for Stabiliseringsindsatser på både Facebook og LinkedIn. Her bliver nye opgaver slået op.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224