Topbanner

William

NAVN: William 

MILITÆR FUNKTION: Menig i Politihjemmeværnskompagni i Kolding

CIVIL BESKÆFTIGELSE: Ansat som medarbejder i SKAT, hvor jeg arbejder med forskellige former for sort økonomi, altså med folk, som bevidst ønsker at undgå skattebetalinger.

UDSENDELSE: Økonomisk rådgiver i Kabul, Afghanistan, RSM hold 2. 
 

Hvad har du overordnet set fået ud af din udsendelse?
Et betydeligt mere nuanceret syn på verden, og på betydningen af livsvilkår og den mentalitet, som følger deraf. Det er vanskeligt for os andre at forstå de enorme udfordringer, civilbefolkningen har i Afghanistan for basalt set at overleve, og hvor lidt overskud der reelt er til at komme op i det, vi andre kender i Maslows behovspyramide som selvrealisering. 

Deres økonomiske formåen med et bruttonationalprodukt pr. indbygger på 1 % af vores siger meget i sig selv, sammenholdt med en samlet skatteindtægt i landet, som ikke kan dække andet end forsvarsudgifterne. Afghanistan er også et land, som vegetationsmæssigt er stort set modsat Danmark, for hvor altid er grønt i Danmark, medmindre du sprøjter med Round up, så er der ikke megen vækst i Afghanistan, medmindre du kunstvander. 

En væsentlig ting mere er jo, at jeg har været en del af en amerikansk ledet operation og derved oplevet den amerikanske militære opbygning indefra, hvilket har været en oplevelse i sig selv.

Personligt er det en oplevelse at sidde i kantinen og spise sammen med 30-35 andre nationers soldater. Det er ikke en hverdagsbegivenhed herhjemme. På samme måde er det meget interessant at sidde på kontor med amerikanske officerer og civilt ansatte amerikanere, en australier og en englænder og udføre en fælles funktion. 

Hvordan kan du bruge det i dit civile arbejde?
Min arbejdsgiver gør ikke ret meget for at udnytte denne viden, men derfor kommer det alligevel igennem en gang imellem.

Hvordan ser din arbejdsgiver på din udsendelse og dit engagement i HJV/FSV i øvrigt?
Der var stor respekt og accept af mit ønske om at tage af sted og ingen hindringer i den sammenhæng. Der har været mindre fokus på at udnytte sammenhængene på tværs. ​​​​​​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224