Topbanner

InterForce

InterForce er et samarbejde mellem Forsvaret og civile private og offentlige virksomheder om Forsvarets behov for personel af reserven og Hjemmeværnets frivillige personel.

​Forsvaret har længe arbejdet sammen med den civile sektor, herunder bl.a. i kredsen Mars & Merkur, som blev skabt i 1970erne og siden 1999 i det mere kendte netværk InterForce. 

InterForce blev oprettet primært på baggrund af det danske forsvars stadigt stigende engagement i internationale operationer og oprettelsen af Den Danske Internationale Brigade. 

Brigaden indeholdt et stort antal personel med rådighedskontrakt; og formålet med oprettelsen af InterForce var bl.a. at øge virksomhedernes velvilje til at frigøre medarbejdere med rådighedskontrakt til vedligeholdende uddannelse og deltagelse i internationale operationer.

Siden da er InterForces virke udvidet til også at dække Hjemmeværnets frivillige og personel af reserven med øvrige kontraktformer. I dag har ca. 1.800 virksomheder med i alt ca. 950.000 medarbejdere tegnet en støtteerklæring med InterForce. 

Der er gennem InterForce således etableret en model for samarbejde mellem Forsvaret og offentlige og private arbejdsgivere med henblik på at søge at give frivillige og personel af reserven det bedste grundlag for at fastholde tilknytningen til Forsvaret. 

Du kan læse mere om InterForce på www.interforce.dk​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224