Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Flotillen på Samarbejdsøvelse

Hjemmeværnsflotille 471 har været på oplevelsesrig samarbejdsøvelse med øens øvri-ge beredskab.

09-11-2017
Scenariet er et skib lastet med kunstgødning, der har fået slagside, fordi lasten har forskubbet sig. Skibet SLEIPNER har 8000T Urea, 230T heavy fuel og 26T gasolie ombord. Der er ingen tilskadekomne, men vi bliver tilkaldt for at være med til at forebygge en eventuel forurening af kysten, hvis situationen skulle udvikle sig.
 
Marinehjemmeværnsfartøjet HJORTØ sejler med en besætning på 9 mand af sted mod Tejn, hvor SLEIPNER ligger i nærheden af kysten. Da vi runder Hammeren får vi udstukket en opgave med at inddæmme noget olie, der er lækket fra SLEIPNER. Samtidig bliver skibet FREJA sat til at lægge sin flydespærring rundt om SLEIPNER for at standse yderligere udslip.
Vi sejler nærmere for ikke at skulle slæbe vores flydespærring for langt og lægger så begge tromler ud, i alt 320m. Vi får følgeskab af FRB17 (hurtigtgående redningsbåd), der trækker i den anden ende af flydespærringen, så vi tilsammen laver et U, som kan opsamle olien. Det går meget fint mens vi sejler ligeud, men det er ikke let at dreje med slæbet.
Vores makker bliver skiftet ud med LEOPOLD ROSENFELD (hurtigtgående redningsskib), der har flere kræfter end FRB17 og så går det rigtig godt også med at dreje. Vi sejler en tur fra kysten og ud til enden af olien, vender, og så tilbage igen.
 
Så går spillet videre og vi får lov til at tage flydespærringerne ind igen. Imens arbejder skibet FREJA med at få sin flydespærring taget ind, så de kan komme til at bugsere skibet SLEIPNER til nødhavn i Rønne.
Der satte vejret lige grænsen, for det var blæst op til 16 meter per sekund, så søen havde rejst sig mere end der var forsvarligt at bugsere i – i hvert fald på en øvelse. Skibet FREJA bad om, at de ikke skulle slæbe skibet SLEIPNER rigtigt når de kom forbi Hammeren og det fik de lov til. Vi fik tilbuddet om at slæbe SLEIPNER et stykke af vejen til Hammeren og det ville vi gerne prøve, da vi aldrig har slæbt så stort et skib før. Det gik fint og vi kunne sejle knap 6 knob med slæbet, hvor vi normalt har en topfart på 13 knob.
 
Vi fik frigjort slæbetrossen og fik den på plads inden vi nåede væk fra læsiden. Søen viste tænder på det sidste stræk til Rønne og vi fik ved naturens hjælp vasket mågeklatter af åben bro. Besætningen holdt sig klogeligt indenfor og undgik et for tidligt julebad.


 
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring