Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjortø på togt til Hamborg

For andet år i træk deltog Hjemmeværnsflotille 471 i Hamborgs fødselsdagsfest den 7. maj

Tirsdag eftermiddag den 2.maj, mødte 12 gaster ind på Flotillens skib ”Hjortø” i Rønne Havn

24-05-2017
Tirsdagens sejlads gik til Klintholm, hvor vi fik en tiltrængt god nats søvn. Turen var præget af store bølger, ikke fordi det blæste meget, men det var eftervirkninger af de foregående dages kuling. Vores normale topfart er omkring 13 knob, men på denne del af turen målte vi 19,8 knob. Det vakte jubel ombord, for hvem vil ikke gerne sætte en rekord?
Onsdagen brugte vi på at træne vore navigatører. Turen gik fra Klintholm til Bagenkop med mange gode træningspunkter undervejs. Der var både båker, fyrvinkler og specialafmærkninger, der skulle tages højde for. Navigatørerne skulle sejle ad en planlagt rute, for det er den bedste eksamen – så ved man, om planlægningen har været i orden. Vi sejlede hele dagen, og først da mørket faldt på, sejlede vi til Bagenkop. Det var spændende at sejle ind i en fremmed havn i mørke.

Torsdag startede den egentlige tur til Hamborg. Vi mødtes med de andre skibe ENØ, BRIGADEN og RINGEN og sejlede straks derefter mod Kiel. Her skulle vi gennem slusen ved Holtenau for at komme ind i Kielerkanalen. Selve kanalen er 90 kilometer lang, og på dette stræk var der igen god mulighed for at træne navigatørerne, for der gælder særlige regler for sejlads i kanalen. Turen var smuk og foråret var kommet til Tyskland, kunne vi konstatere. Kanalen ender naturligt nok også med en sluse i den anden ende (Brunsbüttel). Der kan godt være lidt ventetid, når man skal ind i kanalen, men når man skal ud, går det som regel ganske hurtigt. Efter kanalen havde vi ca. tre timers sejlads på Elben, inden vi nåede til Hamborg sent om aftenen.  
Fredag var der tid til at gå ud og se byen, for den store indløbsparade var først om eftermiddagen. Nogle af os så den nye Elbpholharmonie (koncerthus), som var et meget smukt bygningsværk. Andre gik på et u-bådsmuseum, hvor man skulle kravle gennem et meget lille hul for at komme fra en sektion til en anden. Vi var klar til afgang klokken 15.30. Lige som sidste år var det ikke nemt at komme på plads i paraden, men det gik da, og vi sejlede pænt samlet ind til havnen igen.
Lørdagen gik med åbent skib på to skibe – en 800-klasse og en 900-klasse. Der var mange gæster, og som sædvanlig var spørgelysten stor hos publikum, der undrede sig meget over vores frivillige system. Solen brød frem, og der blev brug for rigelige mængder vand i varmen.
Søndag skulle vi gøre skibene rene igen og gøre klar til udløbsparaden. Vi var igen i god tid og vi fire skibe sejlede ud på række ved siden af hinanden. Det var et smukt syn, kunne vi efterfølgende se i tysk fjernsyn, der sendte både live og optaget tv fra paraden. På vej ud af Hamborg spillede arrangørerne kongesangen for os, og vi stod naturligvis ret på dækket og skipper gjorde honnør – det var stort. Derefter stod vi linet op på fordækket med tilladelse til at vinke til publikum, både med og uden huer. Der var publikum på bredderne langt ud af byen, så vi havde lavet en turnus, så de samme ikke kom til at stå for længe på dækket. Efter paraden fortsatte vi vores sejlads ad Elben til Kielerkanalen og derfra direkte hjem. I alt var turen hjem på ca. 30 timer.
Vel hjemme igen sagde vi tak for turen og aftalte, at rengøringen kunne vente til næste dag.  Det var en god tur, men ens egen seng er nu skøn at komme hjem til.
 

 Seneste nyheder

Hvis du vil vide mere

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring