Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Nytårsparole ved Det Bornholmske Hjemmeværn

Det var et pænt fyldt auditorium på Almegårds Kaserne, som chef, Det bornholmske Hjemmeværn (CH/DBH), Holger Fuglsang-Damgaard kunne byde velkommen lørdag, den 21. januar 2017.

23-01-2017
Efter at have mindet hjemmeværnskammerater, der er døde i 2016, fremlagde CH/DBH en positiv beretning for året 2016.
På landsplan har hver aktiv hjemmeværnssoldat brugt 167 timer i 2016. På Bornholm har vi været en anelse mere flittige, idet de 281 aktive medlemmer hver har brugt 168 timer. Disse timer svarer til hele 22 arbejdsdage på et år.
Det bornholmske Hjemmeværn er blevet fire soldater flere i det forløbne år – en positiv fremgang efter nedgang i styrken årene forud – og Fuglsang-Damgaard fremhævede den store velvilje i den bornholmske befolkningen, Hjemmeværnets synlighed i samfundet og de mange relevante indsatser.

Løste opgaver i 2016
En af de helt store indsatser i det forgangne år var Folkemødet, hvor omkring 100 hjemmeværnsfolk ydede 2353 mandtimer til støtte for Politi og samfund. Derudover blev Politiet støttet af samtlige underafdelinger ved 47 andre indsatser med 3358 mandtimer.
Af yderligere opgaver kan nævnes støtte til Opklaringsbataljonen med uddannelse og øvelse (1588 timer) – støtte til Søværnet (902 timer) – støtte til Flyvevåbnet (1243 timer) – støtte til Frømandskorpset (344 timer) samt specialistopgaver med Rydningsassistenter (8 indsættelser / 384 timer) og sneberedskab.
Oveni indsættelserne skal så lægges timetallet for uddannelser og øvelser (24 354 timer), så DBH er klar til at løse opgaver professionelt og bedst muligt.
 
2017 bliver også et travlt år
CH/DBH redegjorde for det nye års opgaver, og der er ingen tvivl om, at der kommer knald på DBH – ikke kun på skydeøvelserne – i den kommende tid:
  • Opstilling af Beredskabsstyrke – samt uddannelse af denne
  • Støtte til Politi og samfund med grænsekontrol
  • Forberede støtte til Forsvaret ved udsendelser
  • Støtte til Folkemøde 2017
  • Støtte til samarbejdspartnere
  • Stor kvalitet i uddannelser og øvelser
  • Aktiv styrke skal øges, så DBH kan løse ovennævnte opgaver
 
Commanders Coin
Efter chefens indlæg blev syv hjemmeværnsfolk hædret med Commanders Coin for særlig indsats:
  • Winnie Jensen – HVK HASLE
  • Jens Møller – HVK HASLE
  • Søren Larsson – POHVK BORNHOLM
  • Søren Lauritsen – POHVK BORNHOLM
  • Hans-Jakob Brünnings-Hansen – HVF 471
  • Gert Madsen – HVK RØNNE-NEXØ
  • Ole Jesper Brandt – HVK RØNNE-NEXØ
 
Ligeledes overrakte CH/DBH ”Pokal for bedst Skydende Enhed” til NK Anders Marcussen fra HVK RØNNE-NEXØ
 
Årets gæstetaler
 
Nytårsparolens gæstetaler var i år generalmajor, chef for Hjemmeværnet, Finn Winkler, der takkede hjemmeværnsfolkene ”for levering af varen i 2016” – opridsede opgaver og uddannelser i 2017 og redegjorde for sine forventninger til det kommende forsvarsforlig med hensyn til Hjemmeværnets fremtid.

Hvis du vil vide mere

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring