Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Sminke der gør en forskel

Sminkørholdet ved Det bornholmske Hjemmeværn består af frivilligt personel, der ved siden af deres primære funktion har valgt at uddanne sig som sminkør i Hjemmeværnet.

29-10-2017
Det bornholmske Hjemmeværns dygtige sminkører mangler aldrig opgaver, de bliver nemlig flittigt brugt når enheder ønsker at træne realistiske førstehjælpsscenarier.
Sminkørerne kan på kort tid sminke store såvel som små skader, der fremstår meget realistiske og til tider skræmmende. Dette er et vigtigt element i træningen, når eksempelvis enheder fra Forsvaret skal træne førstehjælp i forbindelse med forestående udsendelser.
Et skudhul kan sminkes på under 1 min. 
Figuranter bliver sminket så de eksempelvis ligner ofre for en vejsidebombe, ligeledes instrueres de i hvordan de skal agere i forhold til de symptomer og skader de er blevet påført. Sammenlagt resulterer det i en mere realistisk oplevelse for de soldater der skal yde førstehjælp og det er et vigtigt element i den forberedende træning.
At Det bornholmske Hjemmeværns sminkører kan deres kram bevidner dels den store efterspørgsel, men også kredsen af ”stamkunder” der blandt andet tæller Frømandskorpset, Opklaringsbataljonen og Bornholms Politi.

Ved eksplosioner vil skader som denne opstå idet fragmenter vil flyve gennem luften.
Det er bestemt en fordel at være kreativ som sminkør og ikke mindst være villig til at gå i detaljen med eksempelvis ”den perfekte portion blodigt opkast”.  Sminkørholdet sætter en ære i at deres arbejde fremstår så realistisk som muligt og bruger derfor megen tid på at vedligeholde deres uddannelse og ikke mindst videreudvikle deres teknikker. De er meget bevidst om alvoren bag deres arbejde, det handler ikke om at være i stand til at sminke naboens børn til Fastelavn, det handler om at bidrage til uddannelse og træning der i sidste ende redder liv.  
 
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring