Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Soldat i børnehøjde

Høje råb og kommandoer blev for en stund udskiftet med jubelskrig og barnelatter, da Almegårds Kaserne torsdag den 18. maj bød 220 børn og voksne indenfor til et par hyggelige timer på kasernen.

19-05-2017
Alle øens børnehaver var torsdag den 18. maj inviteret indenfor på Almegårds Kaserne, formålet med besøget var at lade børnene stifte bekendtskab med Forsvaret enheder, herunder Det Bornholmske Hjemmeværn, der naturligvis var repræsenteret af frivillige soldater på dagen. En sminkør-stand, en førstehjælpsstand, en panseret mandskabsvogn og en hundefører udgjorde repræsentationen fra Hjemmeværn.
Den pansrede mandskabsvogn vakte stor jubel blandt børnene, der med krum hals udforskede hvert et hjørne af det spændende køretøj og særlig hornet blev flittigt brugt. Mere ”drabeligt” stod det til ved sminkør-standen, hvor børnene blev sminket med blå mærker og diverse sår. Heldigvis var hjælpen nær, da sanitetspersonellet var klar til at yde førstehjælp på børnene og fortælle hvordan man hjælper hinanden, hvis man kommer til skade.
En hundefører med medbragt hund, viste børnene hvordan man træner og arbejder med hund i hjemmeværnet.  Der blev særlig gjort store øjne, når hundens skarpe snude fandt mønter som hundeføreren havde gemt på asfalten.
Det var nogle trætte, men glade børn, der efter et par timer drog hjem, rig på oplevelser og med et positivt indtryk af de soldater de til dagligt ser i bybilledet.

Hvis du vil vide mere

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring