Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Interview med pilot

34-årige Rasmus Due i  Cockpittet på et af de to nye Britten-Norman Defender-fly

Eskadrille 270 har terpet manualer og fløjet testflyvninger i tre weekender, så de er klar til at blive indsat i operationer i Flyverhjemmeværnets nye Britten-Norman Defender-fly

Af Rikke Kjær Haukrogh

- Se her.

34-årige Rasmus Due peger ind i det lille otte-personers fly.
- Der er et helt nyt glascockpit. Der er touchskærme - ligesom en lille iPad - med alle informationer. Det vil sige, at alle flyveinstrumenter er digitale. I de tidligere fly var der gammeldags målere med nåle – som vi kender det fra fx gamle biler, siger Rasmus Due, som er uddannet pilot.
Flyet er et tomotors Britten-Norman Defender-fly. Hjemmeværnet har indenfor eget budget prioriteret at lease to fly efter dialog om opgaverne med blandt andet Forsvarets myndigheder, Politiet og SKAT. Opgaven med at opstille en flykapacitet i Hjemmeværnet er en del af de to seneste forsvarsforlig.
I foråret 2016 skal Eskadrille 270 være i stand til at løfte enhver opgave, de bliver stillet. Eskadrillen skal hjælpe med alt lige fra eftersøgning af savnede personer til redningsopgaver til søs og overvågning af skovbrande og Danmarks kyster.
Rasmus Due er en af de piloter i Eskadrille 270, som i løbet af foråret 2015 er blevet omskolet til de nye fly. Også MSO’er og support-teamet har deltaget i undervisningen.
Ivrige efter at lære
Det er tre år siden, at eskadrillen sidst havde fly på flyvestationen i Aalborg. Det moderne udstyr i de nye fly kræver stor tilvænning.
- Man skal lige vænne sig til det, fordi udstyret nu er så markant anderledes end i de fly, vi tidligere har haft i eskadrillen. Vi har læst mange, mange sider nye manualer, før vi fløj den første tur. Vi er jo nødt til at vide, hvordan flyet fungerer, inden vi sætter os ind og letter, understreger Rasmus Due.
Piloter, MSO’er og supportteamet har brugt tre lange forårsweekender på at lære de nye fly at kende. Flyene er leaset fra firmaet CAE fra Luxembourg, som har specialiseret sig i at lease mindre fly ud.
- Vi har arbejdet fra tidlig morgen til sen aften. Det er jo nogle lange dage, men det har været fantastisk at mærke, at alle medlemmer af eskadrillen bare vil det her. Der har ikke været noget som helst brok. Alle har været dybt engagerede og meget opsatte på at lære alt det nye, fastslår piloten.
De fleste har brugt langt mere tid på at læse og forberede sig på omskolingen, end der var forventet af dem.
- Vi kan jo ikke lade være med at suge til os. Vi VIL bare være 100 procent klar, når vi bliver kaldt ud på operative flyvninger. Derfor udnytter vi tiden makimalt til at blive dygtigere. CAE har haft træningsudstyr med, og vi har selv en flysimulator, som vi øver os på ind imellem undervisning og flyvning. Det giver et godt supplement til den virkelige flyvning. Her kan vi fx træne start og landing i dårligt vejr. På kortere tid kan vi øve flere instrumentprocedurer end i luften - til en væsentligt billigere pris, vurderer Rasmus Due.
Alle flyvninger i løbet af de tre weekender er blevet grundigt forberedt, inden flyet lettede – og gennemgået igen på jorden efter endt flyvning.
- Briefingen inden flyvningen og evalueringen efter flyvningen er to meget vigtige dele af omskolingen, så det bliver der brugt tid på. Det er jo her, meget af læringen ligger. En ting er, at vi skal vide, hvad der står i udstyrsmanualerne, men det er i selve planlægningen og flyvningen, at vi for alvor lærer flyet at kende, forklarer Rasmus Due.
Udfordrende Operationer
Rasmus Due er uddannet pilot og arbejder til daglig som reserveofficer på flyvestationen i Aalborg. Han har altid haft et ønske om at flyve andet og mere operativt end fra A til B med passagerer.
- I Hjemmeværnet indgår jeg i et team af folk, der ligesom mig brænder for at flyve noget mere operativt end blot A-B flyvninger. Kommerciel civilflyvning er primært præget af A til B-flyvning, der udover start og landing foregår i stor højde, hvor workloaden er minimal. I Hjemmeværnet bliver det en helt anden form for flyvning. Her vil der fra start til slut være tryk på i cockpittet.
Flyvningerne kommer primært til at foregå i lav højde, da Hjemmeværnets fly bruges som observationsplatform for samarbejdspartnere.
- Under sådanne operationer vil der være en del kommunikation mellem besætningsmedlemmer, jordpersonel og andre fly, og der vil uden tvivl komme ændringer til en mission undervejs, og det er dette operative og dynamiske miljø, der tiltaler mig, konstaterer Rasmus Due.
Derfor ser Rasmus også frem til, at eskadrillen er fuldt operativ i luften formentlig i løbet af efteråret 2015.
- Vi føler nu, at det meste af det, vi har lært her i omskolingen, sidder på rygraden. Så jeg glæder mig helt vildt, til vi bliver sat ind i skarpe operationer, smiler Rasmus Due.
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring