Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Flyverhjemmeværnet kæmpede i Brikby

Alle glædede sig til en weekenden den 20. - 22. oktober. Det blev en øvelse med fuld fart på, en masse grin og gode oplevelser og, ikke mindst, muligheden for at genopfriske, hvordan man kæmper i byer.

Tekst og billede af Thomas Kjærgaard

26-10-2017

Fredag den 20. oktober midt på eftermiddagen gik turen fra Sorø mod Oksbøl. Stilletid var kl. 1700, så vi havde lidt travlt for at nå det. 
Allerede i bilen talte vi om, at alle glædede sig til en weekend med fuld fart på, en masse grin og gode oplevelser og, ikke mindst, muligheden for at genopfriske hvordan man kæmper i byer. Nogen vil måske mene, at flyvere ikke har brug for at træne bykamp, når de mest har med bevogtning af fly at gøre. Mange ved dog, at der er mange bygninger omkring flyvestationer og flyvepladser, så derfor kan det være væsentligt med denne type uddannelse.  
Vi blev indkvarteret, og herefter var det tid til middagsmad og instruktion om weekenden. Efter gennemgangen var det blevet tid at finde køjen.

  

Samarbejde på tværs 

Tidligt lørdag morgen indrettede vi kommandostation (KSN) på benzintanken i Brikby. Forsyneren fik sin plads, og instruktørerne var også klar til dagens program. Alle soldater fik en radio til brug i undervisningen. På KSN blev der opstillet bærbare PC’ere, der optog hvor alle radioer, og dermed alle soldater, befandt sig. 
På bykamp 1 blev der trænet fremrykning gennem byen og sikring undervejs, mens bykamp 2 især trænede ”indbrud” i bygninger, rydning af bygninger, fremrykning fra rum til rum, samt etage til etage og brug af stiger når vinduer sidder højt, og der skal rykkes fra bygning til bygning. 


Om lørdagen foregik det i grupper på tværs af enheder. På den måde blev der opnået flere ting. Dels blev bykamp trænet, dels brugen af radioer, men, ikke mindst, samarbejde på tværs af enheder, så det ikke ”bare” er de samme man altid træner med. 

 

Alle fik noget med hjem
Lørdagens træning sluttede sent. Men alle var klar, da øvelsen startede op igen søndag morgen kl. 0800. Her blev der trænet i delingsrammer. Det vil sige, at delingsføreren blev også trænet i sin funktion. Det var samme type træning som om lørdagen. På kommandostation kunne man se og høre optagelserne med radioerne. Instruktørerne på stedet var begejstret for muligheden for at kunne bruge radiooptagelserne til undervisningsbrug. De kunne se og høre, hvordan de enkelte grupper agerede, og de kunne anvende den viden i deres videre undervisning. 
Der blev kørt på lige til kl. 16, så alle fik så meget træning som muligt. Ingen kunne undgå at lære noget. Selv de personer i enhederne, der har været med i Hjemmeværnet i mange år, fik viden med hjem.  

 

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring