Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Birthe Sørensen til arrangement i Flyverhjemmeværnet

Interview med en frivillig - Birthe Sørensen

”Lejrkommandanten”

Niende interview skildrer Birthe Sørensen, der er stabshjælper i eskadrille 277 og i hverdagen forestår praktiske forhold omkring eskadrillens hjemmeværnsgård.

24-03-2018
​Af informationsspecialist Jan G. Andersen

Hvem er personen bag den frivillige flyversoldat?
Jeg hedder Birthe, er 73, har været gift og her en søn. Jeg har arbejdet med kontrol- og varslingstjeneste i Flyvertaktisk Kommando, og efter den tid var jeg leder i tekstilindustrien, indtil jeg gik på "pension".

 

Hvor længe har du været medlem af Hjemmeværnet?
Det korte svar er i 54 år. Jeg blev optaget som medlem af Kvindeligt Flyvekorps 3. februar 1964 på Flyvestation Vedbæk. Dengang skulle man bestå weekendkurser, før man kom på en tre måneders skole i Vedbæk. Herefter kunne man vælge, hvilken station – fx en radarstation – man ønskede ansættelse ved. Da jeg var fra Ikast, valgte jeg at komme til Flyvertaktisk Kommando på Flyvestation Karup.

 

Hvad har din bedste oplevelse som frivillig været indtil nu?
Der har været mange gode oplevelser. Hvis jeg skal tænke tilbage i tiden, vil jeg nævne øvelser i Flyvevåbnet. Efter nogle år i Flyvertaktisk Kommando begyndte jeg at læse til telegrafist på navigationsskolen i Svendborg, men blev som kvindelig flyver jævnligt indkaldt til øvelser på flyvestationerne. Det var gode realistiske øvelser dengang, tingene blev øvet fuldt ud.

Under en øvelse på Flyvestation Skrydstrup arbejdede jeg i en bunker, hvorfra vi skulle køre ordonnanskørsel til andre bunkers i mørke, og vi kørte naturligvis med slukkede lygter. Det var lidt en udfordring. Jeg kan også huske, at vi var ankommet i hvileområdet uden for flyvestationen og lige havde fået en tiltrængt gang pølser og brød, så gik lyset, og vi blev angrebet. Det var også en udfordring at kvindelig flyvere den gang ikke måtte være bevæbnet.  Jeg blev derfor hjulpet til hvil i en lade, men alle pladserne i halmen var taget, og der var heller ikke plads hos køerne, så jeg tilbragte natten på et bart cementgulv og var helt stiv i kroppen bagefter. Så kom der simuleret angreb med atomvåben, og vi skulle 10 km væk fra flyvestationen. Tidligt om morgenen kom vi til en kro, som var lukket, men krokonen lavede kaffe, og kromanden havde hentet rundstykker. Den morgenkaffe gjorde godt. Vi sov stort set ikke i tre døgn, så man var godt brugt, men det var en god oplevelse; i hvert fald bag efter.

Senere har jeg haft mange lignende gode oplevelser på TACEVAL øvelser (taktisk evaluering) på Flyvestation Karup.

 

Hvad har overrasket dig mest med Flyverhjemmeværnet?
Nu vil jeg ikke lyde som en gammel sur kone, men noget af det jeg har tænkt over, er forskellen på holdningen til tjenesten under den kolde krig og nu. Det er meget forskel. Dengang havde vi meget større fokus på sikkerhed og tavshedspligt. Det var der meget strengere disciplin omkring dengang, end jeg oplever de yngre generationer har nu, men som verden udvikler sig, kan det jo være, det kommer igen.

Vi gamle var også mere seriøse omkring tjenesten, end jeg oplever man er nu. Vi fulgte de ordrer, der blev givet og mødte til tiden. Nu optræder man mere selvstændigt, men tager også noget lettere på tingene, som om man bare ind imellem er medlem af en forening eller deltager i en civil fritidsaktivitet.

Jeg oplever, at yngre medlemmer af Flyverhjemmeværnet er meget selvstændige, gode til alt det der med IT og er kritiske. Det er naturligvis godt, men jeg mener nu, at man skal kende sine pligter og være kritisk på passende tidspunkter.

Jeg kan vel siges at have aftjent min værnepligt, så jeg kan jo bare gå, hvis det bliver for surt efter min smag.

 

Hvorfor valgte du at blive frivillig i Hjemmeværnet?
Den egentlige frivillige tjeneste kom først hen ad vejen. Efter realskolen skulle jeg have et arbejde, men vidste ikke rigtigt, hvad jeg ville. Jeg havde overvejet Husholdningsakademiet i Sorø. Men det var jo tiden efter Cubakrisen og mordet på Kennedy, så der var meget snak om den kolde krig, da min far var hjemmeværnsmand. Jeg så et opslag om Kvindeligt Flyvekorps og besluttede så, at der ville jeg prøve at søge optagelse.

 

Hvorfor valgte du Flyverhjemmeværnet?
Som nævnt kommer jeg fra Ikast, så Flyvestation Karup lå lige for. Jeg var fast i Flyvertaktisk Kommando i 4-5 år. Under min uddannelse til radiotelegrafist deltog jeg sideløbende i forskellige øvelser i Flyvevåbnet.

Da jeg sejlede, måtte jeg indstille min aktive tjeneste i en periode, fordi jeg ikke kunne opretholde min sikkerhedsgodkendelse. Vi anløb nemlig havne i lande, man dengang ikke måtte besøge som militær.
Det blev senere blødt op, så man ”bare” skulle til en debriefing, hvis man havde været i et østland.

Så jeg blev aktiv igen.  Denne gang ved daværende HAWK afdeling Vest på Flyvestation Karup. Der virkede Elise (tidligere EC 277) inden for ABC tjeneste. Jeg var operativ stabshjælper og havde bl.a. mit virke inden for radiokommunikation.

Dengang skulle man bl.a. bestå en prøve i CBRN før de større øvelser. Det er vi jo helt gået bort fra nu, men det bliver måske også snart aktuelt igen.

 

Hvordan følte du, at du blev taget imod i eskadrillen?
Jeg har altid følt mig godt modtaget alle steder, også af de professionelle i Flyvevåbnet. I den forbindelse vil jeg sige, at man jo også selv vælger, hvordan man modtager tingene.

I min tid i Flyverhjemmeværnet har der været mange ændringer og sammenlægninger. Det har været en vanskelig opgave for eskadrillecheferne. Der har været mange modsætninger at arbejde med. Jeg har været i Eskadrille 250, 275 og 277. Her vil fremhæve Elise, der stod for en fast og bestemt linje, men også med en god tone, hvor alle kunne blive hørt. Vi havde fx forskellige meninger om møblementet til Hjemmeværnsgården, hvor det endte med, at jeg fik min vilje. Deraf tilnavnet ”Lejrkommandanten”. Jeg blev lyttet til, selv om jeg er en af seniorerne.

 

Hvad har været din største udfordring som medlem af Flyverhjemmeværnet?
Eskadrillechefer og andre ledere, der ikke er deres opgave voksen eller optræder utilstedeligt, har jeg det meget vanskeligt med, og så vil jeg ikke sige mere om det.

Ellers har det været det tomrum, jeg oplevede, der opstod efter HAWK-systemet blev nedlagt. Der var nogle år, hvor der ikke længere var noget tilhørsforhold for os, ikke nogen synlig opgave eller en ordentlig funktion for mig og mine kammerater. Det var som om, vi skulle vide lidt om alt, uden at vide hvad vi skulle bruge det til.

Det var, som om man bare skulle ha´ en masse kurser fx i brand, redning og miljø, uden at uddannelserne skulle bruges til noget - uden at det gav mening.

Du spørger, hvad der fastholdt mig i de år. Jeg ved det faktisk ikke. Det har jeg også selv tit tænkt over. Jeg kunne ikke se formålet med det, vi lavede, men jeg er her jo endnu.

 

Hvad laver du i Flyverhjemmeværnet om 3 år?
Hvis jeg kan bidrage med noget, der giver mening for eskadrillen og mig selv, så er det det jeg laver. Funktionen er ikke vigtigt, jeg vil blot lave noget, jeg kan, og som er til nytte; gå til hånde. 

Jeg har hygiejnekursus, så jeg må fx lave varm mad til øvelser. Det har jeg bl.a. gjort for eskadrillens security force deling. Operativt er jeg stabshjælper på eskadrillens kommandostation, hvor min erfaring stadig gør god gavn.

Jeg synes også, at jeg oplever passende respekt fra de yngre medlemmer, der dog ikke er så gode til at værne om Kvindeligt Flyvekorps historien. Her kan det være svært at være den eneste aktive tilbage i eskadrillen, der stadig er i foreningen Mursejleren, som er for tidligere kvindelige flyvere.

 

Hvad er din motivation for at blive i Flyverhjemmeværnet?
Jeg vil gerne bidrage til at holde eskadrillen i gang og se den virke og vokse. Jeg ville ønske, at der kom mange flere yngre kræfter til, så jeg kan trække mig tilbage, men det gør der desværre ikke, og nogen skal der jo være for at holde tingene i gang, så jeg bliver.

 

Hvordan skal eskadrillens ledelse fastholde dig som frivillig?
De skal sørge for, at man kan fortsat er motiveret, at der er relevante opgaver, samt at man oplever et formål med at komme. For mig er det nu lige meget, hvad opgaven er. At lave kaffe er også OK for mig, jeg skal ikke bekræftes længere. Med min tjeneste- og livserfaring kan jeg godt holde til et par bump på vejen.

 

Afrunding
Min holdning er, at Hjemmeværnet fremover skal holde sig til at løse militære opgaver, ikke kun være en støtte til det civile samfund. Flyverhjemmeværnet skal bevare sin tilknytning til Flyvevåbnet.

Især som tiderne er, mener jeg, vi bør forberede os ordentligt på at løse vores opgaver, før det bliver for sent.

Fakta

Dette er niende interview i en serie, hvor frivillige fra Flyverhjemmeværnet fortæller, hvordan de som græsrødder oplever livet i Flyverhjemmeværnet. Serien bringes til og med marts 2018.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring