Af informationsspecialist Jan G. Andersen
Hvem er personen bag
den frivillige flyversoldat?
Jeg hedder Birthe, er 73, har været gift og her en søn. Jeg
har arbejdet med kontrol- og varslingstjeneste i Flyvertaktisk Kommando, og
efter den tid var jeg leder i tekstilindustrien, indtil jeg gik på
"pension".
Hvor længe har du
været medlem af Hjemmeværnet?
Det korte svar er i 54 år. Jeg blev optaget som medlem af
Kvindeligt Flyvekorps 3. februar 1964 på Flyvestation Vedbæk. Dengang skulle man bestå weekendkurser, før man kom på en
tre måneders skole i Vedbæk. Herefter kunne man vælge, hvilken station – fx en
radarstation – man ønskede ansættelse ved. Da jeg var fra Ikast, valgte jeg at
komme til Flyvertaktisk Kommando på Flyvestation Karup.
Hvad har din bedste
oplevelse som frivillig været indtil nu?
Der har været mange gode oplevelser. Hvis jeg skal tænke
tilbage i tiden, vil jeg nævne øvelser i Flyvevåbnet. Efter nogle år i
Flyvertaktisk Kommando begyndte jeg at læse til telegrafist på
navigationsskolen i Svendborg, men blev som kvindelig flyver jævnligt indkaldt
til øvelser på flyvestationerne. Det var gode realistiske øvelser dengang,
tingene blev øvet fuldt ud.
Under en øvelse på Flyvestation Skrydstrup arbejdede jeg i en bunker, hvorfra
vi skulle køre ordonnanskørsel til andre bunkers i mørke, og vi kørte
naturligvis med slukkede lygter. Det var lidt en udfordring. Jeg kan også
huske, at vi var ankommet i hvileområdet uden for flyvestationen og lige havde fået
en tiltrængt gang pølser og brød, så gik lyset, og vi blev angrebet. Det var
også en udfordring at kvindelig flyvere den gang ikke måtte være bevæbnet. Jeg blev derfor hjulpet til hvil i en lade, men
alle pladserne i halmen var taget, og der var heller ikke plads hos køerne, så
jeg tilbragte natten på et bart cementgulv og var helt stiv i kroppen bagefter.
Så kom der simuleret angreb med atomvåben, og vi skulle 10 km væk fra
flyvestationen. Tidligt om morgenen kom vi til en kro, som var lukket, men
krokonen lavede kaffe, og kromanden havde hentet rundstykker. Den morgenkaffe
gjorde godt. Vi sov stort set ikke i tre døgn, så man var godt brugt, men det
var en god oplevelse; i hvert fald bag efter.
Senere har jeg haft mange lignende gode oplevelser på TACEVAL øvelser (taktisk
evaluering) på Flyvestation Karup.
Hvad har overrasket
dig mest med Flyverhjemmeværnet?
Nu vil jeg ikke lyde som en gammel sur kone, men noget af
det jeg har tænkt over, er forskellen på holdningen til tjenesten under den
kolde krig og nu. Det er meget forskel. Dengang havde vi meget større fokus på
sikkerhed og tavshedspligt. Det var der meget strengere disciplin omkring
dengang, end jeg oplever de yngre generationer har nu, men som verden udvikler
sig, kan det jo være, det kommer igen.
Vi gamle var også mere seriøse omkring tjenesten, end jeg
oplever man er nu. Vi fulgte de ordrer, der blev givet og mødte til tiden. Nu
optræder man mere selvstændigt, men tager også noget lettere på tingene, som om
man bare ind imellem er medlem af en forening eller deltager i en civil
fritidsaktivitet.
Jeg oplever, at yngre medlemmer af Flyverhjemmeværnet er
meget selvstændige, gode til alt det der med IT og er kritiske. Det er
naturligvis godt, men jeg mener nu, at man skal kende sine pligter og være
kritisk på passende tidspunkter.
Jeg kan vel siges at have aftjent min værnepligt, så jeg kan
jo bare gå, hvis det bliver for surt efter min smag.
Hvorfor valgte du at
blive frivillig i Hjemmeværnet?
Den egentlige frivillige tjeneste kom først hen ad vejen. Efter
realskolen skulle jeg have et arbejde, men vidste ikke rigtigt, hvad jeg ville.
Jeg havde overvejet Husholdningsakademiet i Sorø. Men det var jo tiden efter
Cubakrisen og mordet på Kennedy, så der var meget snak om den kolde krig, da min far
var hjemmeværnsmand. Jeg så et opslag om Kvindeligt Flyvekorps og besluttede så,
at der ville jeg prøve at søge optagelse.
Hvorfor valgte du
Flyverhjemmeværnet?
Som nævnt kommer jeg fra Ikast, så Flyvestation Karup lå
lige for. Jeg var fast i Flyvertaktisk Kommando i 4-5 år. Under min uddannelse
til radiotelegrafist deltog jeg sideløbende i forskellige øvelser i
Flyvevåbnet.
Da jeg sejlede, måtte jeg indstille min aktive tjeneste i en
periode, fordi jeg ikke kunne opretholde min sikkerhedsgodkendelse. Vi anløb
nemlig havne i lande, man dengang ikke måtte besøge som militær.
Det blev senere blødt op, så man ”bare” skulle til en debriefing, hvis man
havde været i et østland.
Så jeg blev aktiv igen. Denne gang ved daværende HAWK afdeling Vest på
Flyvestation Karup. Der virkede Elise (tidligere EC 277) inden for ABC
tjeneste. Jeg var operativ stabshjælper og havde bl.a. mit virke inden for
radiokommunikation.
Dengang skulle man bl.a. bestå en prøve i CBRN før de større
øvelser. Det er vi jo helt gået bort fra nu, men det bliver måske også snart aktuelt
igen.
Hvordan følte du, at
du blev taget imod i eskadrillen?
Jeg har altid følt mig godt modtaget alle steder, også af de
professionelle i Flyvevåbnet. I den forbindelse vil jeg sige, at man jo også
selv vælger, hvordan man modtager tingene.
I min tid i Flyverhjemmeværnet har der været mange ændringer
og sammenlægninger. Det har været en vanskelig opgave for eskadrillecheferne.
Der har været mange modsætninger at arbejde med. Jeg har været i Eskadrille
250, 275 og 277. Her vil fremhæve Elise, der stod for en fast og bestemt linje,
men også med en god tone, hvor alle kunne blive hørt. Vi havde fx forskellige meninger om møblementet til Hjemmeværnsgården, hvor det
endte med, at jeg fik min vilje. Deraf tilnavnet ”Lejrkommandanten”. Jeg blev
lyttet til, selv om jeg er en af seniorerne.
Hvad har været din
største udfordring som medlem af Flyverhjemmeværnet?
Eskadrillechefer og andre ledere, der ikke er deres opgave
voksen eller optræder utilstedeligt, har jeg det meget vanskeligt med, og så
vil jeg ikke sige mere om det.
Ellers har det været det tomrum, jeg oplevede, der opstod
efter HAWK-systemet blev nedlagt. Der var nogle år, hvor der ikke længere var
noget tilhørsforhold for os, ikke nogen synlig opgave eller en ordentlig
funktion for mig og mine kammerater. Det var som om, vi skulle vide lidt om
alt, uden at vide hvad vi skulle bruge det til.
Det var, som om man bare skulle ha´ en masse kurser fx i
brand, redning og miljø, uden at uddannelserne skulle bruges til noget - uden
at det gav mening.
Du spørger, hvad der fastholdt mig i de år. Jeg ved det
faktisk ikke. Det har jeg også selv tit tænkt over. Jeg kunne ikke se formålet
med det, vi lavede, men jeg er her jo endnu.
Hvad laver du i
Flyverhjemmeværnet om 3 år?
Hvis jeg kan bidrage med noget, der giver mening for
eskadrillen og mig selv, så er det det jeg laver. Funktionen er ikke vigtigt,
jeg vil blot lave noget, jeg kan, og som er til nytte; gå til hånde.
Jeg har hygiejnekursus, så jeg må fx lave varm mad til
øvelser. Det har jeg bl.a. gjort for eskadrillens security force deling. Operativt
er jeg stabshjælper på eskadrillens kommandostation, hvor min erfaring stadig
gør god gavn.
Jeg synes også, at jeg oplever passende respekt fra de yngre
medlemmer, der dog ikke er så gode til at værne om Kvindeligt Flyvekorps
historien. Her kan det være svært at være den eneste aktive tilbage i
eskadrillen, der stadig er i foreningen Mursejleren, som er for tidligere
kvindelige flyvere.
Hvad er din
motivation for at blive i Flyverhjemmeværnet?
Jeg vil gerne bidrage til at holde eskadrillen i gang og se
den virke og vokse. Jeg ville ønske, at der kom mange flere yngre kræfter til,
så jeg kan trække mig tilbage, men det gør der desværre ikke, og nogen skal der
jo være for at holde tingene i gang, så jeg bliver.
Hvordan skal
eskadrillens ledelse fastholde dig som frivillig?
De skal sørge for, at man kan fortsat er motiveret, at der
er relevante opgaver, samt at man oplever et formål med at komme. For mig er
det nu lige meget, hvad opgaven er. At lave kaffe er også OK for mig, jeg skal
ikke bekræftes længere. Med min tjeneste- og livserfaring kan jeg godt holde
til et par bump på vejen.
Afrunding
Min holdning er, at Hjemmeværnet fremover skal holde sig til at løse
militære opgaver, ikke kun være en støtte til det civile samfund. Flyverhjemmeværnet
skal bevare sin tilknytning til Flyvevåbnet.
Især som tiderne er, mener jeg, vi bør forberede os ordentligt
på at løse vores opgaver, før det bliver for sent.