Af Jan G. Andersen, informationsspecialist

Hvem er personen bag den frivillige flyversoldat?
Jeg hedder Svend, bliver 70 år i februar, er gift og vi har snart guldbryllup. Vi har 2 børn og 4 børnebørn. Jeg er pensionist og har været tømrer hele mit arbejdsliv.

​

Hvad har din bedste oplevelse som frivillig været indtil nu?
Jeg har haft mange gode oplevelser i Flyverhjemmeværnet, så jeg kan ikke pege på en enkelt god eller sjov oplevelse.

Som min bedste oplevelse vil jeg i stedet nævne det sociale sammenhold i vores gruppe af frivillige. Det sammenhold er så stærkt, at vi stadig er seks par, der mødes hver pinse.
Det begyndte som befalingsmandsmøder. Vi kaldte det for befalingsmands-vedligeholdelses-weekend. Vi mødtes i vores sommerhus med campingvogne, telte, koner og børn. Her lavede vi bl.a. aktiviteter for hele familien og sjov for børnene. Det styrkede virkeligt sammenholdet mellem os, og som sagt holder det stadigt.

Hvad har overrasket dig mest ved Flyverhjemmeværnet?
Der er egentligt ikke rigtigt noget, der har overrasket mig, og jeg synes ikke der er noget, jeg rigtigt har undret mig over.

Du spørger mig, om der har været noget omkring de mange sammenlægninger, der overraskede. Det mener jeg ikke. Jeg har oplevet, at det altid har været kernen fra den eskadrille jeg kom fra, med det gode sociale sammenhold, der har vist initiativ og været en væsentlig drivkraft i at få de nye enheder til at fungere.
Vi havde det som sagt godt og sjovt sammen, det tror jeg også smittede af på medlemmerne fra andre eskadriller både, når vi var til aktiviteter på Flyvestation Karup, og når vi skulle have sammenlagte enheder til at fungere.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i Hjemmeværnet?
Jeg blev medlem af Hjemmeværnet ved et tilfælde. Min kone var indlagt på sygehus sammen med en anden dame. De faldt i snak. Hendes mand og jeg begyndte at følges, når vi skulle besøge dem. Han og jeg skulle jo tale om noget på vejen, han var medlem af Luftmeldekorpset, så snakkede vi om det … og det endte med, at jeg blev medlem.

Jeg tror, det er den bedste form for hvervning – mund til mund. Det at man får en snak om medlemskabet over nogle gange og på den måde får skabt en ægte interesse … og så en tilpas stille og rolig opstart i eskadrillen. Det kan være meget godt med hvervekampanger og -arrangementer, men jeg tror på at mund til mund virker bedst og i sidste ende giver en bedre fastholdelse af medlemmerne.

Hvorfor valgte du netop Flyverhjemmeværnet?
Jeg blev kasseret ved session og havde ikke noget kendskab til Hjemmeværnet. Det var som nævnt et rent tilfælde, at jeg havnede i Flyverhjemmeværnet. Havde min bekendte været medlem af en anden hjemmeværnsgren, var det nok der, jeg var blevet medlem.

Det jeg godt kunne lide ved Flyverhjemmeværnet var det gode sociale sammenhold, jeg oplevede. Det var lige som et foreningsliv, hvor vi havde det godt og sjovt med hinanden … måske også af og til med et par rappe replikker. Og så følte vi jo, at vi lavede noget relevant, fordi vi dengang stod over for en reel lufttrussel fra russerne (Warszawapagten).

Hvordan følte du, at du blev taget imod i eskadrillen?
Dengang blev jeg taget rigtigt godt imod. Man blev indført i sagerne, fx flykending og meldetjeneste, på en stille og rolig måde. Der var en god tone og humor i enheden, man kunne bare snakke med og falde ind i jargonen, så var man hurtigt accepteret.

Ved eskadrillesammenlægningerne følte jeg mig også godt tilpas … måske fordi jeg kendte, de der kom til at sidde i eskadrilleledelserne, godt. Nogle valgte at melde sig ud i forbindelse med sammenlægningerne. Det oplevede jeg mest som om de benyttede chansen til at kunne ”smutte” … frem for et resultat af uenighed.

I dag prøver jeg som en af ”de gamle”, at skubbe til gruppeførerne, for at de skal holde kontakten til de nye medlemmer, når de er blevet iklædt, så de føler sig velkomne og anerkendte. Ellers ser man, at de hurtigt smutter igen, og så skal jeg til at afklæde dem.

Hvad har været din største udfordring som medlem af Flyverhjemmeværnet?
Min største udfordring var at blive leder og fører. Jeg var vant til at få en opgave og så løse den - både på mit arbejde og i Hjemmeværnet. Jeg havde ikke prøvet at være leder, hvor jeg skulle tilrettelægge og styre aktiviteter.

Da jeg blev udnævnt fik jeg i starten god hjælp af min kammerater i enheden, så det gik godt. Og så har jeg aldrig været bange for at spørge. Mit motto er: ”Hellere spørge end lave noget forkert”. Jeg efterlever det selv og har også brugt det over for både mine folk i Hjemmeværnet og over for tømmerlærlingene på arbejdet, med godt resultat. Man skal bare stå ved, hvad man kan og hvad man ikke kan.

Hvad laver du i Flyverhjemmeværnet om 3 år?
Hvis helbredet holder er jeg stadig forsyningshjælper, det er en tjans der passer mig godt. Jeg har jo tidligere været ”forsyner” … efter en mindre aktiv periode blev jeg derfor spurgt, om jeg ikke ville være forsyningshjælper i eskadrillen. Jeg slog til. 

I dag sørger jeg bl.a. for iklædning og depotbesøg, og så støtter jeg ved rotationsflyvninger på Flyvestation Karup, når der er behov. Jeg har jo tiden til at køre på depotet og være tilstede i dagtimerne om hverdagen. De aktiviteter regner jeg med at blive ved med.

Hvad er din motivation for at blive i Flyverhjemmeværnet?
Det der motiverer mig er passende aktiviteter, fx en årlig øvelse, hvor ”forsyningen” står for udlevering af alt materiel og forplejning, så vi får øvet alle vores funktioner fuldt ud.

Jeg ved også, at det er det der motiverer de unge. Jeg snakker jo med dem, når de skal iklædes og efter grundskolen (LPU). Efter grunduddannelsen vil de aktiveres, ellers smutter de igen efter et halvt års tid. Det er derfor jeg skubber til gruppeførerne, så de kan kontakte deres nyuddannede folk. De nye må endelig ikke føle sig glemt, så er det nemlig, at jeg skal til at afklæde dem igen. Gruppeførerne skal være aktive i forhold til deres folk, det er afgørende.

Hvordan skal eskadrillens ledelse fastholde dig som frivillig?
Jeg kræver ikke så meget; nogen aktiviteter der giver mening og fornemmelsen af, at ens indsats bliver værdsat, samt at man bliver lyttet til.

Selv om krigen var tættere på før hen, laver vi jo stadig noget meningsfuldt. Vi hjælper jo bl.a. til ved rotationsflyvningerne, det giver god mening … jeg synes det er en god måde, at bruge pensionister på. Jeg har som sagt tiden til det, når de yngre er på arbejde. Løsningen af den opgave bliver også værdsat.

Med hensyn til hvervning skal ledelsen imidlertid holde os lidt ældre i baggrunden. Unge mennesker kommer ikke hen til en hvervestand, hvor der står tre pensionister. Unge vil snakke med unge. De unge skal frem i fronten og hverve jævnaldrende, så kan vi andre hjælpe til bag ved – vi har jo stadig erfaringen, som man kan lytte til.

Så vil jeg naturligvis gerne tages alvorligt. I forbindelse med ændringerne i depotstrukturen har jeg fx sendt en mail med spørgsmål op i systemet (ikke i eskadrillen). Selv om jeg har rykket, har jeg ikke fået noget svar. Det er meget demotiverende, og kan godt få en til at overveje sit medlemskab … gider ”de” overhovedet høre på os? … men nu har jeg bedt vores nye eskadrillechef om hjælp, så må han se på sagen.

Afrunding
Hvad skal jeg sige som afrunding? … Jeg ser frem til at Hjemmeværnet bliver ved med at eksistere. Vi løser mange opgaver, som både militæret og det civile samfund, fx Politiet, har brug for. 

Jeg mener også, at vi bør støtte lokalsamfundet mere, som vi gjorde førhen, hvor vi støttede de lokale foreningers arrangementer. På den måde kan vi vise, at vi gør nytte - også lokalt. Vi bliver mere synlige i lokalområdet. Det giver reklame og hvervning … og så koster det jo ikke noget, foreningen kan evt. give en kop kaffe og en bid brød.​