Hvem er personen bag den frivillige flyversoldat?
Jeg hedder Jacob, er 32, gift og har en søn, der blev født i 2017. Jeg arbejder med ”cash and carry” i Dagrofa.

                                 "​Næste generation flyver"

Hvor længe har du været medlem af Hjemmeværnet?
Jeg meldte mig ind i Hærhjemmeværnet i Aalborg i 2008, hvor jeg blev medlem af et motoriseret infanterikompagni (MOTINF) som granatkaster-skytte, og jeg har lige modtaget mit tiårstegn med posten. Det blev jeg både overrasket over og glad for.

Hvad har din bedste oplevelse som frivillig været indtil nu?
Det var nok min første øvelse; jeg havde endnu ikke gennemført den lovpligtige uddannelse (LPU), så alt var nyt og spændende. Frivillige fra mit kompagni var markeringsstyrke på en øvelse i Oksbøl for hærenheder, der skulle udsendes til Afghanistan. Der skete rigtigt mange ting, men det jeg husker tydeligst var, da min gruppe nedkæmpede en kampvogn. Det sagde ”RØVHUL”, da dysekanonen skød, og en kampdommer beordrede kampvognen til at standse og løfte røret som tegn på, at den var nedkæmpet. Den ”sejr” står stadig tydelig for mig. Og så skød jeg sølvmærke på pistol. Kompagniet var ude at skyde mærkeskydning med gevær. Alle dem med stjerner og vinkler skød med pistol, så det skulle vi nye også lige prøve. Jeg, den helt nye, skød dagens bedste resultat og eneste mærke - sølv. Det morsomme ved historien er, at jeg aldrig havde skudt med en pistol før; kun i spillet ”Time Crises” på Playstation, som dreng.

Hvad har overrasket dig mest med Flyverhjemmeværnet?
Jeg har ikke rigtigt oplevet noget i Flyverhjemmeværnet, da jeg kun har været med til få aktiviteter, så det er svært at svare på. Måske er det den meget ringe kontakt, jeg oplevede fra min eskadrille, efter at jeg var blevet overført til Flyverhjemmeværnet. Jeg kan kun huske, at jeg fik et standard velkomstbrev. I kompagniet havde jeg oplevet en langt større personlig kontakt; især fra min gruppefører. Han kontaktede mig, da jeg var blevet optaget, holdt personlig kontakt med mig, og han fulgte også med i mine hjemmeværnsaktiviteter og sørgede for, at jeg kom til de relevante aktiviteter. Nogle gange kørte han endda for mig, når jeg skulle deltage i en aktivitet og deltog sammen med mig.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i Hjemmeværnet?
Jeg havde valgt værnepligt ved Beredskabsstyrelsen, da den var længere end ved Forsvaret; fire måneder, det synes jeg var lidt ”fesent”. En alvorlig knæskade efter et løft i tjenesten gjorde desværre, at min værnepligt blev afsluttet før tid. I 2008 manglede jeg en fritidsinteresse og overvejede Hjemmeværnet. Jeg synes, at jeg manglede at have været soldat. Jeg snakkede med min far, der dengang var ansat i Forsvaret. Han foreslog Hærhjemmeværnet, fordi der nok var mere aktivitet for unge mennesker, som mig, end i de andre værnsgrene. Det virkede rigtigt. I kompagniet havde vi en fast ugentlig træningsdag med FUT og teori efterfulgt af praktik, fx førstehjælp eller kampeksercits; alt i passende portioner tilpasset vores niveau. Det virkede godt for os helt nye. Efter den lovpligtige uddannelse kom jeg dog til at savne lidt mere mening, udfordring og struktur.

Hvorfor valgte du Flyverhjemmeværnet?
Det gjorde jeg fordi, mange ting ændrede sig samtidigt. Det var en kombination af ændret arbejdssituation, kæreste, flytning og ikke mindst ændringer i mit kompagni. Det var dengang Hjemmeværnet skulle udsende bevogtningsdelinger til Afghanistan.  Jeg oplevede, at vores kompagni blev delt i et A- og et B-hold. De der skulle/kunne udsendes, og de der ikke skulle/kunne. Det ødelagde meget af sammenholdet. Samtidig var det ildsjælene og de, der kunne undervise, der blev taget væk fra kompagniet. Dermed var der ikke længere det samme sammenhold, og ved at fjerne ildsjælene sugede man energi og motivation ud af undervisningsaftnerne og kompagniet.

Hvordan følte du, at du blev taget imod i eskadrillen?
Der kom et standardbrev med posten, ellers kan jeg ikke rigtigt huske, at jeg blev kontaktet, så jeg tabte interessen, også fordi andre ting begyndte at fylde mere i mit privatliv. Jeg manglede den personlige kontakt og interesse, som jeg havde oplevet fra gruppefører, delingsfører og kompagnichef som ny frivillig i Hjemmeværnet; mangel på interesse og information; derfor forsvandt mit engagement.

Hvad har været din største udfordring som medlem af Flyverhjemmeværnet?
Det ved jeg ikke, hvad jeg skal svare til, men som jeg indirekte siger med svarene på dine spørgsmål, så er udfordringen vel, at jeg ikke føler, der er blevet vist interesse for mit medlemskab. Det blev tilsyneladende ikke tillagt nogen betydning af eskadrillen. Så er der fritid. I mit nuværende liv med kone, barn og arbejde er fritid jo en væsentlig begrænsning. Det er i hvert fald det, jeg svarer, når nogen spørger, om jeg ikke skal være aktiv igen. Men måske er det snarere, at Hjemmeværnet mangler nogle aktiviteter, der passer til medlemmer i min situation, hvor arbejde og familie fylder meget. En opgave og en årlig uddannelse på en 25 til 30 timer, som samtidig giver mening. Sådan et tilbud har jeg ikke set.

Hvad laver du i Flyverhjemmeværnet om 3 år?
Du spørger, om jeg melder mig ud - nej, det gør jeg ikke. Måske er jeg stadig i reserven for at holde en mulighed åben for at blive aktiv igen. Da jeg modtog mit tiårstegn med posten, blev jeg glad og følte, at jeg  stadig tilhører Hjemmeværnet. Du spørger, om det virkede komisk at få tegnet, selv om jeg er i reserven: nej det gjorde det slet ikke.

Hvad er din motivation for at blive i Flyverhjemmeværnet?
I min bevidsthed er jeg stadig den i søskende flokken (vi er tre), der var den første aktive hjemmeværnsmand. Min storebror blev først aktiv nogle år efter mig, og min søster blev først medlem for et par år siden. De er begge meget aktive for tiden i henholdsvis Hær- og Flyverhjemmeværnet, så nu må vi se, hvad tiden bringer for mit vedkommende.

Hvordan skal eskadrillens ledelse fastholde dig som frivillig?
Tja, vi får jo ikke Flyverhjemmeværnets magasin længere,  men hvis jeg fik tilsendt en eller anden form for materiale eller information et par gange om året, der tilkendegav, at Flyverhjemmeværnet stadig vidste, at jeg var medlem, det ville det nok virke for mig, ligesom da jeg modtog 10 års tegnet og blev glad for ikke at være glemt. Selvom jeg er i reserven, føler jeg jo stadig, at jeg er medlem af Flyverhjemmeværnet.

Afrunding
Som afrunding på interviewet vil jeg understrege, at jeg oplevede tiden efter den lovpligtige uddannelse som noget af et antiklimaks. Tiden op til og under den lovpligtige uddannelse var velstruktureret og rettet mod et mål. Jeg oplevede et tomrum her efter, hvor der ikke var noget mål, nogen opgave eller nogen rigtig struktur i uddannelsen. Så skal man efter min mening ikke splitte veletablerede enheder ved at lave tiltag, der skaber A- og B-hold. Det ødelægger sammenholdet og splitter underafdelingerne. Til sidst vil jeg fremhæve betydningen af førernes og chefernes personlige engagement i deres folks uddannelse og aktiviteter. Den personlige relation er efter min mening altafgørende for at kunne skabe velfungerende grupper, delinger og kompagnier eller eskadriller.​