Topbanner

Nyhed

Træning i våbenbetjening

Interview med en frivillig - Christine Andersen

Interviewet med Christine Andersen skildrer en frivillig, der er i sidste del af sit lovpligtige uddannelsesforløb (LPU)

25-10-2017
​Af Jan G. Andersen, informationsspecialist

Hvem er personen bag den frivillige flyversoldat?

Jeg hedder Christine, er 35 år, folkeskolelærer, gift og mor til tre skolesøgende børn.

Hvor længe har du været medlem af Hjemmeværnet?
Jeg blev medlem af eskadrille 266 i 2015. I uge 42 i år gennemførte jeg LPU 3. Øvelse Cimbrer 2017 kunne desværre ikke godkendes som LPU 4, fordi den lå før LPU 3, så jeg mangler lige en bevogtningsøvelse, før hele LPU er gennemført.

Hvad har din bedste oplevelse som frivillig været indtil nu?
Det var et førstehjælpsmoment under Øvelse Cimbrer, hvor jeg pludseligt stod og skulle prioritere indsatsen mellem seks sårede ved et færdselsuheld. Det var både udfordrende, spændende og meget lærerigt. Førstehjælp på kamppladsen er også spændende, fordi det indeholder så mange facetter fx nødflytning, tidspres og en (kamp-) situation, der hele tiden ændrer sig.

Hvad har overrasket dig mest ved Flyverhjemmeværnet?
Der er to ting. For det første, at uddannelserne gennemføres så professionelt med så mange spændende muligheder. For det andet, at man kan bruge rigtigt meget tid som frivillig i Hjemmeværnet, hvad mange af mine kammerater jo også gør.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i Hjemmeværnet?
Jeg trængte til at udfordre mig selv og mit udprægede ”kontrolgen”. Jeg ville blive bedre til, at håndtere uforudsete situationer. Og så kan jeg bruge træningen i førstehjælp på mit arbejde. Den skole jeg arbejder på skal i år certificeres som ”Du kan redde liv skole”. Det jeg foreløbigt kan tage med til projektet er viden om, hvordan man skaber overblik og bevarer roen samt hvordan man opbygger handlebaner.

Hvorfor valgte du netop Flyverhjemmeværnet?
Jeg faldt i snak med frivillige flyvere på en messe i Aalborghallen, blev interesseret og skrev en ansøgning. Samtidig har flere medlemmer af min familie været ansat i Flyvevåbnet og har tilknytning til Flyverhjemmeværnet, men det har ikke rigtigt sagt mig noget tidligere. Jeg er heller ikke så interesseret i feltuddannelse ”ude i skoven”. Til gengæld oplever jeg, at Flyverhjemmeværnet arbejder mere med rigtig bevogtning og førstehjælp. Det tiltaler mig.

Hvordan følte du, at du blev modtaget i eskadrillen?
Alle var søde og rare, og jeg fik en flink kontaktperson, men jeg følte mig noget alene og savnede både information og styring … mere relevant information om, hvem der var hvem, hvor jeg hørte til, hvad jeg skulle lave, samt hvilke muligheder jeg havde. Det er blevet meget bedre nu. Jeg skal snart til samtale og have lavet en handleplan. Samtidig har vi et netværk, hvor vi ”tager hinanden i nakken”, så vi kommer afsted til aktiviteterne.

Hvad har været din største udfordring som medlem af Flyverhjemmeværnet?
Det har helt klart været våben og skydeuddannelse. Det er helt nyt for mig, og jeg har følt mig udfordret på om jeg præsterede godt nok med våbenbetjening og sikkerhed. Det er min oplevelse, at flere frivillige bør blive bedre til våbenbetjening, og at lederne skal vise mere tydeligt, at de har styr på sikkerheden, når vi er på skydebanen. Det virker som om, at nogle skydelærere har deres egen tolkning af reglerne. Samtidigt lærer vi nogle andre regler af førerne i felten. Det er forvirrende og giver fejlindlæring. Heldigvis er der også rigtigt dygtige instruktører, som forstår at skabe tryghed og god læring.

Hvad laver du i Flyverhjemmeværnet om tre år?
Om tre år forventer jeg at være færdiguddannet som GV3/sygehjælper i min gruppe. Der ud over er jeg førstehjælpsinstruktør og sminkør i eskadrille 266. Hvis jeg får tid, er jeg samtidig uddannet trænings- og sundhedsvejleder.

Hvad er din motivation for at blive i Flyverhjemmeværnet?
Min motivation for at blive er først og fremmest, at jeg føler, jeg kan have tillid til mine kammerater, specielt når vi omgås ladte våben eller laver aftaler.  Samtidig skal jeg have nogle gode sociale oplevelser sammen med dem. Så skal førerne holde, hvad de lover og turde være førere. De skal vise, at de har kommandoen og har styr på tingene, men på en rolig og behagelig måde.
Udfordringerne skal være tilpasset mig og min situation. Der skal ske noget nyt, så man løbende bliver udfordret, men det skal ske i et tempo, så man kan følge med … forudsætningerne skal være ordentligt på plads, før næste trin skal tages.

Hvordan skal eskadrillens ledelse fastholde dig som frivillig?
Jeg ved ikke så meget om chefen og næstkommanderende. Jeg omgås delingsføreren og gruppeføreren. Dem skal man kunne snakke åbent og ærligt med om de behov man har, fx for ekstra træning. Så skal de både være strukturerede og kunne binde os (GRP/DEL) sammen socialt.
Jeg forventer en god overskuelig handlingsplan, hvor jeg kan se min udvikling i de kommende år, og som kan afpasses med min familie.
På sigt vil jeg gerne bruges og opleve, at mine kommende kompetencer inden for førstehjælp værdsættes i eskadrillen og indarbejdes i uddannelse og træning, fx under kampeksercits.

Afrunding
Alt i alt er jeg glad for at være i Flyverhjemmeværnet. Jeg har lært mange sjove, rare og hjælpsomme mennesker at kende. Det er sjovt at opleve, de forskelle der er på, hvor meget tid den enkelte frivillige bruger på Hjemmeværn. Og så er jeg blevet personligt udfordret, både fysisk og psykisk, som jeg gerne ville.

Min delingsfører og gruppefører har indledt en god dialog med mig om mine fremtidige muligheder og udarbejdelse af handlingsplan, så jeg trives rigtigt godt.​

Fakta

Dette er første interview i en serie, hvor frivillige fra Flyverhjemmeværnet fortæller, hvordan de som græsrødder oplever livet i Flyverhjemmeværnet. Serien bringes til og med marts 2018.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224