Af Jan G. Andersen, informationsspecialist
Hvem er personen bag
den frivillige flyversoldat?
Jeg hedder Christine, er 35 år, folkeskolelærer, gift og mor til tre
skolesøgende børn.
Hvor længe har du
været medlem af Hjemmeværnet?
Jeg blev medlem af eskadrille 266 i 2015. I uge 42 i år gennemførte jeg LPU 3. Øvelse
Cimbrer 2017 kunne desværre ikke godkendes som LPU 4, fordi den lå før LPU 3, så
jeg mangler lige en bevogtningsøvelse, før hele LPU er gennemført.
Hvad har din bedste
oplevelse som frivillig været indtil nu?
Det var et førstehjælpsmoment under Øvelse Cimbrer, hvor jeg pludseligt stod og
skulle prioritere indsatsen mellem seks sårede ved et færdselsuheld. Det var
både udfordrende, spændende og meget lærerigt. Førstehjælp på kamppladsen er
også spændende, fordi det indeholder så mange facetter fx nødflytning, tidspres
og en (kamp-) situation, der hele tiden ændrer sig.
Hvad har overrasket
dig mest ved Flyverhjemmeværnet?
Der er to ting. For det første, at uddannelserne gennemføres så professionelt med
så mange spændende muligheder. For det andet, at man kan bruge rigtigt meget
tid som frivillig i Hjemmeværnet, hvad mange af mine kammerater jo også gør.
Hvorfor valgte du at
blive frivillig i Hjemmeværnet?
Jeg trængte til at udfordre mig selv og mit udprægede ”kontrolgen”. Jeg ville
blive bedre til, at håndtere uforudsete situationer. Og så kan jeg bruge
træningen i førstehjælp på mit arbejde. Den skole jeg arbejder på skal i år
certificeres som ”Du kan redde liv skole”. Det jeg foreløbigt kan tage med til
projektet er viden om, hvordan man skaber overblik og bevarer roen samt hvordan
man opbygger handlebaner.
Hvorfor valgte du
netop Flyverhjemmeværnet?
Jeg faldt i snak med frivillige flyvere på en messe i Aalborghallen, blev
interesseret og skrev en ansøgning. Samtidig har flere medlemmer af min familie
været ansat i Flyvevåbnet og har tilknytning til Flyverhjemmeværnet, men det
har ikke rigtigt sagt mig noget tidligere. Jeg er heller ikke så interesseret i
feltuddannelse ”ude i skoven”. Til gengæld oplever jeg, at Flyverhjemmeværnet
arbejder mere med rigtig bevogtning og førstehjælp. Det tiltaler mig.
Hvordan følte du, at
du blev modtaget i eskadrillen?
Alle var søde og rare, og jeg fik en flink kontaktperson, men jeg følte mig
noget alene og savnede både information og styring … mere relevant information
om, hvem der var hvem, hvor jeg hørte til, hvad jeg skulle lave, samt hvilke
muligheder jeg havde. Det er blevet meget bedre nu. Jeg skal snart til samtale
og have lavet en handleplan. Samtidig har vi et netværk, hvor vi ”tager
hinanden i nakken”, så vi kommer afsted til aktiviteterne.
Hvad har været din
største udfordring som medlem af Flyverhjemmeværnet?
Det har helt klart været våben og skydeuddannelse. Det er helt nyt for mig, og
jeg har følt mig udfordret på om jeg præsterede godt nok med våbenbetjening og
sikkerhed. Det er min oplevelse, at flere frivillige bør blive bedre til
våbenbetjening, og at lederne skal vise mere tydeligt, at de har styr på
sikkerheden, når vi er på skydebanen. Det virker som om, at nogle skydelærere
har deres egen tolkning af reglerne. Samtidigt lærer vi nogle andre regler af førerne
i felten. Det er forvirrende og giver fejlindlæring. Heldigvis er der også
rigtigt dygtige instruktører, som forstår at skabe tryghed og god læring.
Hvad laver du i
Flyverhjemmeværnet om tre år?
Om tre år forventer jeg at være færdiguddannet som GV3/sygehjælper i min
gruppe. Der ud over er jeg førstehjælpsinstruktør og sminkør i eskadrille 266. Hvis
jeg får tid, er jeg samtidig uddannet trænings- og sundhedsvejleder.
Hvad er din
motivation for at blive i Flyverhjemmeværnet?
Min motivation for at blive er først og fremmest, at jeg føler, jeg kan have
tillid til mine kammerater, specielt når vi omgås ladte våben eller laver
aftaler. Samtidig skal jeg have nogle
gode sociale oplevelser sammen med dem. Så skal førerne holde, hvad de lover og
turde være førere. De skal vise, at de har kommandoen og har styr på tingene,
men på en rolig og behagelig måde.
Udfordringerne skal være tilpasset mig og min situation. Der skal ske noget
nyt, så man løbende bliver udfordret, men det skal ske i et tempo, så man kan
følge med … forudsætningerne skal være ordentligt på plads, før næste trin skal
tages.
Hvordan skal eskadrillens
ledelse fastholde dig som frivillig?
Jeg ved ikke så meget om chefen og næstkommanderende. Jeg omgås
delingsføreren og gruppeføreren. Dem skal man kunne snakke åbent og ærligt med om
de behov man har, fx for ekstra træning. Så skal de både være strukturerede og
kunne binde os (GRP/DEL) sammen socialt.
Jeg forventer en god overskuelig handlingsplan, hvor jeg kan se min udvikling i
de kommende år, og som kan afpasses med min familie.
På sigt vil jeg gerne bruges og opleve, at mine kommende kompetencer inden for
førstehjælp værdsættes i eskadrillen og indarbejdes i uddannelse og træning, fx
under kampeksercits.
Afrunding
Alt i alt er jeg glad for at være i Flyverhjemmeværnet. Jeg har lært mange sjove,
rare og hjælpsomme mennesker at kende. Det er sjovt at opleve, de forskelle der
er på, hvor meget tid den enkelte frivillige bruger på Hjemmeværn. Og så er jeg
blevet personligt udfordret, både fysisk og psykisk, som jeg gerne ville.
Min delingsfører og gruppefører har indledt en god dialog med mig om mine
fremtidige muligheder og udarbejdelse af handlingsplan, så jeg trives rigtigt
godt.