Topbanner

Nyhed

5. maj arrangement med stor tilslutning

Igen i år bød Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland et stort antal frivillige og deres pårørende velkommen til årets 5. maj arrangement.

06-05-2017

Af PL Andreas Skovgaard Nielsen, HDMVS OPU03

Traditionen tro markerede Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland 2. verdenskrigs befrielse den 5. maj 1945.
Ved sidste års arrangement mødte der ca. 180 frivillige op, mens paraden i år stod endnu stærkere idet over 200 frivillige var mødt frem.  Udover de mange frivillige deltog ligeledes ca. 70 pårørende for at hylde de tegnmodtagere, der skulle have ”stukket en nål i brystet”.  Med distriktets militære fastansatte oven i var det en forsamling tæt på 300 fungerende distriktschef major Bo Nissen kunne byde velkommen.
Dette års hovedtaler var ingen ringere end chefen for Hjemmeværnet generalmajor Finn Winkler.  I sin tale takkede hjemmeværnschefen blandt andre de frivillige for altid at være klar, og for at bruge så meget tid på virket som hjemmeværnssoldat. Han mindede samtidigt, med et glimt i øjet, de frivillige om også at huske deres respektive familier i alt deres frivillige arbejde i Hjemmeværnet, for som han sagde ”familien først, og så Hjemmeværnet”.
Generalen kom ligeledes ind på selve traditionen omkring 5. maj, der jo netop minder os om dagen, hvor Danmark fik friheden tilbage efter 5 års krig. En frihed mange, i hvert fald yngre medborgere, indtil for få år siden tog for givet, men som set i lyset af de sidste års uroligheder og krige tæt på Danmarks grænser - samt de terrorangreb, vi desværre er blevet vant til - i højere grad sætter pris på.
Det gør også en tradition som mindet om befrielsen vigtigere end den har været længe. Derfor mente generalen også, at dette absolut er en tradition, der skal værnes om.
Musikhjemmeværnskompagni Roskilde var ligeledes en del af det store arrangement og lagde på fornemste vis toner til blandt andet selve overrækkelserne, der bød på et antal fortjensttegn, samt en lang række årstegn i både 25, 40, 50 og sågar et enkelt 60 års tegn.
Det var meget rørende at se, hvordan det aldrende medlem skød brystet frem, da generalen satte 60 års tegnet på, hvorefter han spankulerede stolt tilbage i geleddet.
Efter paradens gennemførelse var distriktets madmor Carina fra POHVK ROS klar med en bid brød til de sultne deltagere. For at gøre beskrivelsen kort kan man sige, at der var ”gris på gaflen” til stor glæde for de mange fremmødte.

Alt i alt en rigtig flot dag med store og ind imellem stolte smil.

  


HJV chef, generalmajor Finn Winkler - alvorlige ord

Finn Winkler hæftede års-tegn på tegn-modtagere


 

 



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224