Topbanner

Nyhed

Nytårskoncerter 2015

”Phantom” synger intenst til sin Christine.  Publikum føler en stemning af kærlighed og smerte. Sangeren og multikunstneren Flemming Enevold afslutter nummeret og tager masken af. Og vi er tilbage i Multihallen på Køge Gymnasium.

16-01-2015
 
Det er søndag den 4. januar og tid til nytårskoncert i Køge. Koncerten er arrangeret i et samarbejde mellem Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland og Hjemmeværnsforeningen for Køge og Omegn. Hjemmeværnets Musikkorps Roskilde spiller. Koncerten er sat til at starte kl. 14. Der er ingen faste pladser, så det handler om at komme lidt tidligt for at få en god plads. Allerede før kl. 13 begynder de første at ankomme.
 
Populære koncerter
Nytårskoncerterne er med tiden blevet en fast, årlig begivenhed, som man ser frem til. Billetterne (der er gratis) bliver revet væk hvert år. I år er det første gang, at man har kunnet anvende så stor en sal at afholde koncerten i, så mængden af billetter er rekord stor (over 850 billetter er udleveret).
Det er tydeligt, at publikum glæder sig, og en rar summen af glade, snakkende stemmer stiger i takt med mængden af mennesker. Der bliver hilst og ønsket godt nytår.
5 minutter før koncerten skal gå i gang, ankommer orkesteret, og lyset dæmpes en smule. Kl 14 præcist ankommer dirigenten, og første nummer går i gang.
 
Velkomst
Efter denne imponerende start, bliver vi alle budt velkommen af Formanden for Hjemmeværnsforeningen Torben Hansson.  Næste taler, Køges borgmester, Flemming Christensen, takker for det store arbejde, som Hjemmeværnet har udført i det forgangne år.  
 
Musikken går i gang
Så kommer dirigent Rasmus Kærgaard frem, og vicedirigenten Tommy Ringvad præsenterer det første nummer, vi hørte (”Den danske hærs honnørmarch”). Vicedirigenten bliver det faste og hyggelige indslag (konferencier) mellem mange af musikstykkerne, som vi hører hen over koncerten.
Solisten Flemming Enevold bliver præsenteret via en opremsning af noget af det, han har lavet tidligere (imponerende CV). Han kommer på scenen, og vi bliver alle imponeret over hans nærvær og store personlighed. Vi er alle blæst væk af hans store stemme, og jeg forstår for alvor, hvorfor han har den store succes, for det er imponerende og følsomt og nærværende. Efter dette nummer forklarer han om historien bag det næste nummer (”Bring Him Home” fra Les Miserable), og at det er første gang det bliver opført med brassband. Vi bliver alle forført, og det er svært at løsrive sig og komme tilbage til virkeligheden og Multihallen i Køge. Vi får en lille pause fra den flotte stemme og bliver blæst væk af temaet fra miniserien ”Band of Brothers” (en serie der omhandler amerikanske soldater under 2. Verdenskrig).  
Flemming Enevold kommer tilbage på scenen og fortæller om, hvordan han fik lov til at spille Phantom i ”Phantom of the Opera”. Det sidste musikstykke inden pausen er igen en honnørmarch (denne gang skrevet til Kronprins Frederik).  
 
Pause
Pausen starter og publikum forlader pladserne for at snakke sammen, købe lidt at drikke eller gå ud for at få lidt frisk luft. Der høres en rar summen fra publikum, og det er tydeligt, at det er en god koncert de oplever. Jeg hører ros og glæde fra publikum, og jeg selv er imponeret over, at tiden er forsvundet så hurtigt.
Et par minutter før pausen er slut, ankommer orkesteret igen, lyset dæmpes, publikum finder deres pladser igen, og snakken forstummer langsomt.
 
Mere dejlig musik
Kl. 15.15 ankommer dirigenten, og første musikstykke starter.
Vi holder fast i det militære tema og starter med endnu en march. Efter denne start kommer vicedirigenten frem og præsenterer på hyggelig og humoristisk vis både det nummer vi lige har hørt og det kommende nummer, hvor Christian Bille Brøndum som solist fremragende spiller på Flügelhorn.
Efter endnu et godt nummer vender solist Flemming Enevold tilbage, denne gang for at synge sange, der mest er kendt takket være Frank Sinatra. Det er rart at opleve en kunstner, som virker nærværende og deler sine overvejelser og betagelse af netop denne sanger. Igen synger han smukt og indlevende. Han starter med nummeret ”Moon River”, hvor han går rundt nede blandt publikum og byder en dame op til en lille dans. Det næste nummer viser sig at være et som Sinatra ikke syntes om, men som alligevel endte med at blive ikonisk for ham. Det er nummeret ”My Way”. Jeg kan godt forstå hvorfor Flemming Enevold har valgt disse numre, for de passer godt til ham. Han slutter af med endnu et ikonisk nummer: ”New York, New York” og takker af for denne gang.
 
Champagnegaloppen og afsluttende tale af majoren
Vicedirigenten er tilbage og præsenterer endnu et nummer, som igen bliver spillet flot. Det er tydeligt, at musikken bliver nydt både af musikkorpset og af publikum.
Vi er nu nået til Champagnegaloppen, og efter lidt drillerier af slagtøjsgruppen (lyden af champagneproppen der springer), bliver publikum inddraget i musikstykket for at erstatte den lidt amputerede lyd med et enkelt klap.
Efter en fællessang er det major og chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland Ole Jørgensens tur til at holde den afsluttende tale for koncerten.
Han fortæller blandt andet om den store indsats, som de frivillige i distriktet har ydet i det forgangne år (over 14.000 timers støtte til Politiet. Til sammenligning har de andre 5 distrikter i regionen ydet ca. 18.000 timer - sammenlagt). Majoren er glad for den store tillid, som en måling har vist, den danske befolkning har til Hjemmeværnet. Han ser frem til et godt 2015 med mange gode aktiviteter og opgaver.
 
Afslutning og tak for denne gang
Da talen er slut, kaldes solisten, dirigenten og vicedirigenten frem og får overrakt en buket blomster hver som tak for den flotte optræden i dag. Overrækkelsen foretages af to af de mindste gardister fra Roskilde Garden.
Vi slutter af med at høre en march, der dirigeres af vicedirigenten. Efter en insisterende klapsalve får vi et ekstranummer: ”Thank You for the Music”. Efter dette nummer forlader musikkorpset scenen, og vi må erkende, at koncerten er slut.
Igen fyldes salen af en hyggelig summen af publikum. Det er tydeligt, at der er meget at snakke om og mange indtryk, der skal bearbejdes. Jeg selv har nydt koncerten meget og er ør i hovedet på den bedste måde.
Tak til alle de skabende kræfter, der har arrangeret denne koncert. Jeg er taknemmelig over at kunne få denne oplevelse og kunne skrive om den og dele den med dig, som læser denne artikel.
 

 Billedgalleri

 

Fakta

Lørdag Roskilde - søndag i Køge. I alt nåede koncerterne ud til omkring 1.600 mennesker. Venstreklik på første billede nedenfor - og derefter på den trekantede pil under billedet - så kører billedvisningen af sig selv.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224