Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Foto Christian Hjort

Om lidt bli´r der stille

... på Roskilde Festival 2018, som er ved at være ved vejs ende

07-07-2018
Af Thor Laage-Petersen Poulsen, Kommandodelingsfører
På vegne af Midt- og Vestsjællands Politi har Hjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland igen løst trafikale knuder på indsættelsen til Nordeuropas største havefest.
Opgaven blev løst under ledelse af POHVK Roskilde, som hermed takker alle deltagende enheder og civile medhjælpere for endnu en gang at have ydet en fantastisk og dedikeret indsats.
Vi skulle også hilse fra Midt- og Vestsjællands Politi, som tidligere på dagen var forbi Søndermarksgården, hvor Politikommissær Jan Ziirsen udtrykte sin store tilfredshed med Hjemmeværnets indsats under dette  års festival.
Ingen Roskilde Festivaler er ens fra år til år, således heller ikke mængden af trafik, men uanset om der er mange eller få opgaver fra dag til dag, har det også i år haft stor betydning for politiet, at vi har været til stede. Selvom hovedopgaverne trafikregulering, afspærring og overvågning nok aldrig vil ændre sig, er vi allerede nu gået i tænkeboks for at udvikle et nyt indholdsmæssigt koncept for næste års indsættelse. Uden at løfte for meget på sløret kan vi bl.a. nævne muligheden for at supplere med Q-givende uddannelse i de venteperioder, som der altid vil være ved denne indsættelse.
Sent lørdag aften og natten til søndag, var hele vagtstyrken bestående af aften- og natholdet, som sædvanligt ude på alle poster i området for at afvikle hjemkørsel-trafikken.
Tilbage står nu kun at afvikle den sidste søndagstrafik, så vi kan nedbryde vores KSN og vores populære velfærdsområde på den dejlige ”Søndermarksgården”, som er vores hovedkvarter under indsættelsen.
 
Søndermarksgården er en del af Roskilde Tekniske Skole, og de stiller lokaliteter til rådighed, og glæder sig over vores tilstedeværelse, som sikrer, at gården kan komme gennem festivalen uden ubudne gæster eller stjålne dyr fra markerne. Jo, Hjemmeværnet er skam på plads og klar til at hjælpe borgerne.
 
Vi glæder os til at se jer alle sammen igen til næste år, nogenlunde samme tid, samme sted. Måske skal vi hilse på nye Hjemmeværnskammerater, som har lyst til at komme ud se, hvad vi laver og måske tage del i uddannelse samt hjælpe til med de spændende opgaver. Fik vi nævnt, at forplejningen er i særklasse?
 
God sommer og vel mødt til næste års Roskilde Festival.
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring