Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Bevogtningen er effektiv – også i regnvejr!

Selv når regnen siler ned, en grå efterårsdag, hindrer det ikke HDSEJ frivillige i at rykke ud til bevogtning af civile objekter i landet ”UTOPIA”.

03-10-2017
KOLDING, (KARDEMOMME) samt VEJLE (VANILJE) lagde rammerne om årets FELTØVELSE
EMANUEL, hvor opgaven var at bevogte hhv. butikscenter ALBUEN og RÅDHUS.
Allerede fredag aften mødte kompagnierne ind for at klargøre deres kommandostationer, samt give befaling til delingsførere og gruppeførere. Allerede lørdag morgen skulle bevogtningen være effektiv, og kl. 1000 fuldt udbygget.
 
Det er fjerde år i træk at HDSEJ øver bevogtning på civile objekter. Det er efter min opfattelse, den sværeste opgave man kan give en bevogtningsenhed fra Hjemmeværnet. At bevogte et civilt objekt betyder at hjemmeværnssoldaten befinder sig i en ”grå” verden af uforudsigelighed og risikobetonede hændelser, hvorimod bevogtning af et militært objekt er langt lettere at håndtere, idet man her befinder sig i en velkendt verden af forudsigelighed. Selvom Politiet ikke umiddelbart peger på Hjemmeværnet, til bevogtning af civile objekter i fredstid, bør vi som hjemmeværnssoldater fortsat øve denne vanskelige metier. For to år siden var der heller ikke nogen som forestillede sig Hjemmeværnet indsat i grænsekontrollen, men ikke desto mindre er det en realitet i dag. Vi er en del af ”Danmarks forsikringsordning” og derfor skal vi fortsat øve dette, således vi er klar den dag man kalder på os.


Ingen tvivl om at bevogtningen af RÅDHUSET og butikscenteret fyldt med civile kunder og gæster, udfordrer hjemmeværnssoldaten. Jeg så mange gode løsninger på hvorledes man opstiller en adgangskontrolpost, samt gennemfører stikprøvekontrol. Vores frivillige blev voldsomt udfordret på evnen til at observere, tålmodighed og ikke mindst evnen til at reagere lynhurtigt, når der pludselig opstår en farlig situation på bevogtningslinien.
 
Som noget nyt deltog vores Politihjemmeværnsenheder også i bevogtningen af RÅDHUS og Butikscenteret ALBUEN. Det er jeg som distriktschef meget positiv over at se, hvilket tyder på at man er ved at ”genfinde vejen” til to af Hjemmeværnets kerneopgaver, som er er bevogtning og støtte til forsvaret. Alle frivillige i Hjemmeværnet bør kunne deltage i disse typer af opgaver, eftersom Hjemmeværnet er en bevæbnet militær organisation – også Politihjemmeværnet.
Igen i år havde Stabskompagniet sørget for at opstille og bemande situationscenteret, samt bevogtning af KSN. Denne opgave blev også løst tilfredsstillende, trods meget kort forberedelsestid til stabskompagnichefen, der i denne henseende er KIH (kommandant i hovedkvarteret) og hans dygtige førere. Der blev gået til stålet, og alle situationer blev løst meget sikkert og rutineret. Jeg kan med tilfredshed konstatere at der er en opadgående indlæringskurve i f.t. at at løse vores bevogtningsopgaver. Nuvel – der er fortsat rum til forbedringer på flere områder, hvilket vores kontrolofficerer, repræsenteret af REFØ samt HVK’er, sørgede for at videreformidle løbende til bevogtningsenhederne.
 
Jeg ser stadig behov for at HDSEJ øver bevogtning, først og fremmest fordi det er med til at holde os skarpe på vores primære opgave. Om det så bliver et civilt eller militært objekt vi skal bevogte, må tiden vise, men Danmark regner med os, den dag der bliver brug for os. Det gør man fordi Hjemmeværnet er på finansloven, hvorfor Hr og Fru Danmark forventer at vi kan løse vores opgave. Der er historisk bred opbakning til Hjemmeværnet i den danske befolkning – det forpligter!
Sluttelig vil jeg takke de ca. 180 frivillige som trodsede regnen og mødte op til årets feltøvelse. Jeg er som distriktschef meget stolt over den opgaveløsning som jeg så derude – Jeg så kun energiske og humørfyldte frivillige, der valgte at bruge en lørdag på at dygtiggøre sig i deres primære opgave. Selv ud på de små aftenstimer, hvor det kræver ekstra motivation at vælge bevogtningen, i stedet for sofaen og fladskærmen, blev opgaven løst effektivt.
 
Tak for indsatsen – og tak for at I endnu engang har bevist, at HDSEJ ikke frygter, at give sig i kast med den sværeste af alle opgaver.
 
Næste års feltøvelse EMANUEL skruer vi endnu engang op for charmen, og begiver os ud i fremmed terræn, langt fra vores eget distriktsområde. Tanken er at HDSEJ indgår i bevogtningen af dele af OKSBØL lejren, herunder øver indsættelsen af HDSEJ Beredskabsstyrke, som forhåbentlig er blevet certificeret til den tid. Øvelsen vil ud over bevogtning fokusere på ”overtagelse” BSO, observation/opklaring, angreb, samt kamp fra nærforsvarsstillinger. Og eftersom vi gennemfører øvelsen i OKSBØL, bliver der mulighed for at skyde mere end vi normalt gør på disse bevogtningsøvelser. Der bliver opgaver for ALLE HDSEJ enhedstyper, og min hensigt er at øve i så tæt på realismen som muligt.
 
Jeg ser frem til næste års feltøvelse, og håber på en historisk høj deltagelse fra alle distriktets kompagnier.
 
De bedste hilsener
Thomas
Distriktschef
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring