Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Julehilsen 2017 fra distriktschefen

Kære frivillige i Hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland.

22-12-2017

Året går på hæld og næsten alle hjemmeværnskompagnier ser ud til at være gået på juleferie. Ud over julehygge og gaver betyder Julen for mig tid til eftertanke og refleksion. 2017 var et godt år for Hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland. Jeg noterer mig, at vi er gået ud af året med solide resultater indenfor 24 timers tjeneste, bevogtningstjeneste, vagtskydning (K7) samt førstehjælp. Områder som er vigtige at kunne indgå i Danmarks samlede beredskab. Resultater der kun er kommet i hus, fordi I bliver ved med at uddanne jer, hvilket I skal have kæmpe ros for. Det gør mig nok til Danmarks mest stolte DSTCH – i hvert fald i Sydøstjylland.

 

2017 var også året hvor vi for alvor mærkede følgerne af den længe ventede omstilling. Det blev således året hvor områdedepotet blev lukket ned, og af flytterodet rejser der sig i stedet et uddannelsesmaterielkontor. Vi har i den forbindelse måttet sige farvel til tre dygtige medarbejdere. Men det slutter desværre ikke der. 2018 bliver året hvor vi for alvor tager fat i omstillingen af de administrative processer, hvilket igen vil medføre færre medarbejdere på sekretariatet. Samlet set bliver der  færre hænder på DST, til at understøtte jeres aktiviteter. Jeg kan allerede nu godt løfte sløret for, at der bliver brug for at ALLE udviser masser af fleksibilitet og lyst til at gøre tingene anderledes. Der VIL blive brug for at gøre tingene anderledes og der VIL blive brug for at vi hjælper hinanden og udnytter ressourcerne optimalt. Der er ikke nogen tvivl om at vi går en udfordrende tid i møde. 2018 kommer til at gå med at finde gode pragmatiske løsninger. Det er noget som tager tid, og som vil blive en kæmpe udfordring for os alle. I den forbindelse håber jeg på at I vil udvise tålmodighed og overbærenhed. Der vil blive forandringer som i kommer til at mærke, som en forringelse af jeres vilkår. Vi vil så til gengæld gøre hvad vi kan, for at evt. forringelser bliver så lidt mærkbare som muligt.

 

HJV er ikke en organisation som står stille. Tværtimod, så bevæger den sig hurtigere end nogensinde. Også hurtigere end hvad godt er, vil nogen måske påstå.

Men det er set fra min stol godt at vi er en organisation i bevægelse, for står vi stille, vil vi blive overhalet af udviklingen. Vi kan jo blot kigge ud af vinduet.

Hele tiden bliver vi mindet om, at verden som vi kender den, er under forandring. Hvem skulle have troet at vi for 1½ år siden skulle støtte Politiet med grænsekontrollen. En opgave som hele tiden bliver forlænget, fordi Hjemmeværnets personel løser opgave meget tilfredsstillende og fordi Politiet har brug for os. Og hvem havde for tre måneder siden forestillet sig bevæbnede soldater indsat i særlig hjælp til Politiet i bevogtningsopgaver i København. Hvorvidt Politiet får åbnet øjnene for HJV fortræffeligheder i den forbindelse, er uvist. Men en ting er sikkert og det er at vi ikke sover i timen hvad det angår. Vi bliver bare ved med at uddanne os til det værst tænkelige, således vi er klar hvis det ”utænkelige” skulle ske. I den forbindelse påbegynder vi certificeringen af Distriktets Beredskabsstyrke i 2018. Alle kompagnier har i den forbindelse fået til opgave at finde HJV soldater der er villige til at deltage i denne, således at de har et synligt bevis på at de kan indsættes til bevogtningsopgaver på militære og civile objekter. Vores opgave er ikke at imødegå de russiske horder. Vores opgave er at støtte samfundet og beredskabet, herunder i særlige tilfælde støtte Politiet med at skabe tryghed og sikkerhed for den DK befolkning. DET er Hjemmeværnets kerneopgave og EKSISTENSBERETTIGELSE, hvilket jeg fortsat vil have fokus på i 2018.

 

Kæmpe tak for jeres indsats i år. Jeg håber at I vil levere varen igen i 2018.

Og en stor tak til jeres familier og pårørende. Jeg ved, at uden dem, så er der ingen Hjemmeværn.

 

De bedste julehilsener

 

Thomas 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring