Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Dybbøldagen 2018

Den 18. april 2018 er det 154 år siden, at Preussiske styrker gennembrød de danske forsvarsværker ved Dybbøl og tvang danskerne til at trække sig tilbage til Als.

19-04-2018
Slaget blev igen i år mindet ved en smuk højtidelighed på Dybbøl Banke.
Fra morgenstunden var der flaghejsning ved Dybbøl Mølle og derefter kranselægning ved nogle af de steder, hvor danske soldater faldt under kampene.
Kl. 10 samledes omkring 400 mennesker – soldater og civile, danskere og tyskere – ved Krigergravene på Dybbøl Banke.
Her holdt chefen ved Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland oberstløjtnant Claus Klaris en tale, hvor han mindedes de faldne soldater. Han kom også ind på de ændringer i det danske samfund og den danske selvopfattelse, som nederlaget medførte.

Efter talen fik premierløjtnant Jens Peter Rasmussen ordet og guidede kranselægningen ved de 4 mindesten. Kranselægningerne blev bl.a. foretaget af Claus Klaris, chefen for Landsdelsregion Vest oberst Flemming Agerskov og chefen for Landeskommando Schleswig Holstein oberst Ralf Güttler.
Derudover blev der blandt andet lagt kranse af Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen og Bypræsidenten for Flensburg, Swetlana Krätschmar,  ved den store mindesten.

Ved ceremonien var der fanekommandoer med både danske og tyske soldater, ligesom både Forsvaret, Hjemmeværnet, Forsvarsbrødrene, soldaterforeninger mv. stillede med de i alt 25 faner.
Der var deltagelse af ”Jydske Landsoldater”, der sammen med tyske kolleger stillede i militæruniformer model 1864. Slesvigske Musikkorps deltog ligeledes i ceremonien, hvor de lagde smuk musik til højtideligheden.

Mindehøjtidelighederne fortsætter hen over dagen – bl.a. med en mindegudstjeneste onsdag aften og en efterfølgende mindesammenkomst.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring