Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed


“Man går ikke i stykker, bare fordi det er lidt hårdt”

Karl Kring Lilja har det bedst, når han får lov til at presse sig selv til det yderste. En rigtig soldat er nemlig hverken bange for at fryse eller få mudder i hovedet.

08-05-2018

Af Emil Richardy Denieul
Foto: Bo Nymann

“Drenge, line up, for helvede!”

SERIE: FRIVILLIG I HJV 23-årige Karl Kring Lilja står i en klynge af camouflagegrønne soldater og gør tegn til samling. Frostgraderne danner små dampskyer omkring hans mund og blander sig med vintersolens skarpe morgenstråler. Om få sekunder skal hans gruppe på otte mand angribe en bygning få hundrede meter forude. De seneste to døgn forinden har Karl og resten af kompagniet ligget næsten stille - våde og kolde i et sneklædt og frosthårdt øvelsesterræn for at dække en flanke. Om lidt går det endelig løs.

Det lyder måske ikke som opskriften på den perfekte weekend for de fleste. Men for Karl Kring Lilja er den lige præcis, som den skal være. Han er på PRIK-øvelse i Slagelse som gruppefører i Infanterikompagni København og én af de mange frivillige i Hjemmeværnet, der har valgt den grønne tjeneste.

Læs også: Han er med til at styrke tillidsforholdet til Hjemmeværnet​

Stereotypen på en soldat
Så vidt Karl husker, har han altid drømt om et liv som soldat. Børneværelset bugnede af legetøjspistoler, camouflage-tøj og plastikhjelme - der var nærmest ikke dét stykke soldaterlegetøj, han ikke ejede.

I morfarens sommerhus på Sjællands Odde foldede legen sig for alvor ud, når den blev kombineret med morfars røverhistorier fra tiden som frihedskæmper under besættelsen, og i forældrenes baghave på Frederiksberg legede han røver og soldater, så ofte han kunne komme til det.

For Karl blev det på mange måder optakten til et voksenliv, hvor den frivillige grønne militærtjeneste fylder en stor del af ugens frie timer, og hvor den trygge baghave på Frederiksberg er byttet ud med kolde og våde øvelsesterræner.

Én ting har dog aldrig ændret sig: Forestillingen om en rigtig soldat. Og en rigtig soldat er infanterist, mener Karl.

“Jeg har altid villet være infanterist. Det er nok lidt stereotypen på en soldat. Da jeg som ung mand ville ind i Hæren, var det i hvert fald for mit vedkommende det grønne, der lokkede. Den her klassiske soldat man har set på film og TV.”

  

Der skal mudder på støvlerne

Den dag i dag er det stadig fritiden som frivilligt infanterist, der trækker. Karl ved faktisk ikke noget bedre end at trække i uniformen og komme ud i skoven.

“Det er fedest, når det er lidt hårdt, og jeg kan bruge naturen aktivt. Man må gerne fryse lidt og få mudder på støvlerne. Når man er blevet tæsket godt igennem, har det været en god weekend.”

Han sammenligner de fysiske tæsk, han får som frivillig i Hjemmeværnet, med det at løbe en ironman. Ikke at det er lige så fysisk hårdt. Men at det helt grundlæggende handler om at teste sig selv, at afprøve grænser og vise, at man godt kan - også på et mere mentalt plan.

“Det er meget sundt at prøve, at man ikke går i stykker, bare fordi det er lidt hårdt.”


Skiftet til civil
I gymnasiet blev Karl ret hurtigt klar over, at legene fra barndommen skulle føres ud i livet. Han var ikke i tvivl om, at han i det mindste skulle aftjene sin værnepligt. Den ene måned tog den anden, og pludselig var han konstabelelev og senere konstabel i Hæren.

Men efter en udsendelse til Irak besluttede han sig alligevel for at forlade det grønne og i stedet starte med at læse erhvervsjura på CBS. Den slørede rygsæk blev skiftet ud med en mere civiliseret en af slagsen og teltflage, lommelygte, liggeunderlag blev erstattet af tunge bøger om forvaltningsret og makroøkonomi.

“Jeg havde kun en studentereksamen, da jeg kom ind i Hæren, så efter to år tænkte jeg, at det var ved at være på tide, hvis jeg skulle have en civil uddannelse. Jeg havde egentlig ikke regnet med at komme ind, men da jeg blev optaget, besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte give det en chance.”

Skiftet fra soldat til civil gik egentlig fint, og livet som studerende passede ham godt. Nu kunne han følge i forældrenes fodspor og blive akademiker. Men det var som om, der manglede noget.

For Karl, der har brugt meget af sit voksenliv på at være grøn soldat i naturen med alt, hvad det indebærer, var det også noget af en omvæltning pludselig at skulle tilbringe store dele af sin tid på en kontorstol indendørs.

  
Fordomme blev gjort til skamme
Tanken havde kort strejfet ham, at det måske kunne være en idé med Hjemmeværnet. Men den blev hurtigt fejet af vejen igen, for det var jo dem med de orange veste. Det troede han i hvert fald.

“Nogle kammerater, der havde været i Hjemmeværnet, fortalte, at jeg skulle prøve at søge ind i et infanterikompagni, for det svarede til den infanteritjeneste, jeg kendte fra Hæren. Først var jeg lidt skeptisk, men jeg tænkte også, at det ikke kunne skade at prøve.”

Et par uger senere stod Karl på Svanemøllen Kaserne i København, hvor han havde fået lov til at kigge forbi til en af de faste øveaftener.

“Jeg kan huske, at jeg så, de var i gang med at lave hængsler, og at det ikke så helt tosset ud. Det var ligesom også noget, jeg kendte fra før. Så der tænkte jeg, at det egentlig godt kunne være noget for mig.”

Han meldte sig ind samme aften og var åbenbart ikke den eneste, der havde fået den idé. En pludselig tilstrømning af en masse nye soldater til kompagniet betød, at der opstod en mulighed for at oprette en ny gruppe i delingen.

Med Karls fortid fra Hæren blev han hurtigt valgt som gruppefører, dog med den aftale, at han hurtigst muligt ville få relevant uddannelse. Det passede ham godt. Han havde længe drømt om at opleve, hvordan det fungerede på et højere taktisk niveau end menig.

“I Hæren var jeg bare konstabel nummer et eller andet, så det med at have en lederrolle er helt nyt for mig. Det er en helt ny militær disciplin, som jeg ikke har prøvet før, men jeg synes det er rigtig spændende.”

LÆS OGSÅ: Hanne kobler af som motorpasser

Ikke en hyggeklub
Det er nu lidt over et halvt år siden, Karl sagde ja til at blive gruppefører i Infanterikompagni København, og han har stadig ikke fortrudt det en eneste gang. Det er hans første officielle lederrolle, og det giver hår på brystet, som han selv udtrykker det.

“Der er et pres på ens skuldre, men man vokser normalt med ansvar. Det er også det, der gør det spændende. Du kan ikke være ham, der har en dårlig dag. Du er lederen og føreren. Så må du bide det i dig.”

Men det er ikke kun for at få pres på skuldrene, at Karl har lyst til at bruge to timer hver mandag på Svanemøllen Kaserne. Udover muligheden for at styrke sine militære færdigheder giver Hjemmeværnet ham også en masse hyggelige og sociale stunder.

“Man får nogle gode kammerater. Et militært sammenhold er svært at finde tilsvarende civilt. Når man ligesom har det hårdt sammen, og når man er presset og nede, så kommer man tæt på hinanden på en lidt anden måde.”

Karl understreger dog også, at det aldrig må blive så hyggeligt, at man glemmer det overordnede formål og dets alvor.

“Det kan godt være, at det er ligesom at gå til fodbold fredag aften, men det er nu alligevel et frivilligt arbejde og ikke en hobby. Vi er en militær enhed, og når man er med i beredskabet, som jeg er, kan vi blive indsat aktivt. Det skal tages seriøst og ikke bare være en social hyggeklub. Så kunne vi ligeså godt mødes på den lokale bar.”

Tilbage i Slagelse Øvelsesterræn er der ikke meget hyggeklub at spore. Karls gruppe er linet up, som han kort forinden beordrede. Karl kigger koncentreret op og danner sig et hurtigt overblik over gruppen. Han løfter sin knyttede venstre næve i vejret. “Klar meldinger!” råber han. Én for en stemmer resten af gruppen i, som var han dirigent i et orkester. Nu venter de bare på de magiske ord.

“STØT STØT!” Få sekunder efter falder en salve af skud, og i samme øjeblik stormer de mod bygningen og kæmper sig vej igennem det ubarmhjertige terræn. For Karl er det lige, som det skal være.

KENDER DU EN INTERESSANT FRIVLLIG?
Vi sætter fokus på Hjemmeværnets frivillige. I en serie artikler og opslag på sociale medier, taler vi med de frivillige om, hvad der motiverer dem, og hvilke opgaver de løser. Vi vil meget gerne høre, hvem du vil læse mere om. Så skriv navnene på de frivillige til os, som kunne være interessante at portrættere.​
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring