Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

21 frivillige arbejdsdage i gennemsnit

Så meget tid brugte Hjemmeværnets aktive omregnet på at uddanne sig og yde støtte til Forsvaret og samfundet sidste år. Det, og meget andet, kan man læse i årsberetningen, der netop er udkommet i en populærudgave.

25-04-2018

Af Christine Dahl

2017 blev endnu et imponerende år for Hjemmeværnet, hvor indsatsen for Forsvaret, Politiet, Beredskabet og borgerne i Danmark var betydelig. Døgnet rundt er Hjemmeværnets frivillige soldater nemlig parate til at springe til med et kort varsel for at yde en indsats for samfundet. Det resulterede i ca. 2,4 millioner timer brugt på tjeneste i Hjemmeværnet i sidste år.

I alt er der blevet kaldt på Hjemmeværnet 2.097 gange i det forgangne år. Og ved de uvarslede indsættelser, som for eksempel redning til søs, rydning af farligt fyrværkeri eller eftersøgninger, har Hjemmeværnet i hele 99 procent af tilfældene efterlevet beredskabskravet på en times varsel.

”Hjemmeværnets omkring 15.000 medlemmer i den aktive styrke har endnu en gang vist sig som en solid støtte og en robust og troværdig samarbejdspartner for Forsvaret og samfundet”, fastslår Hjemmeværnsledelsen i populærudgaven af Hjemmeværnets årsberetning, der bærer titlen Resultater og Nøgletal 2017.

Uddannelse er en forudsætning 
Forudsætningen for, at Hjemmeværnet kan yde så markant en støtte til Forsvaret, Politiet og Beredskabet er de mange timer, som hjemmeværnssoldaterne tilsammen bruger på træning og øvelse. Hjemmeværnssoldaterne brugte i 2017 tæt ved 1,5 millioner timer på at holde sig skarpe.

Befolkningen har kvitteret for indsatsen ved at tilkendegive en høj grad af tillid i den årlige holdningsundersøgelse, som gennemføres af Danmarks Statistik, hvor tre ud af fire danskere udtrykker enten tillid eller stor tillid til, at Hjemmeværnet kan løse sine opgaver.

Resultater og nøgletal 2017 sendes ud til Hjemmeværnets myndigheder i begyndelsen af maj, men kan allerede nu ses her​.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring