Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Chefsergent Jens Post er myndighedsbefalingsmand for hele Hjemmeværnet med tjenestested i Hjemmeværnskommandoen​. Foto: Charlotte Baun Senholt.

Korpset med myndighedsbefalingsmænd er nu fuldtalligt

De seks myndighedsbefalingsmænd, der er erfarne soldater med internationale operationer i bagagen, skal bidrage til at styrke Hjemmeværnets militære profil.

29-03-2018

Af Christine Dahl

Med udgangen af 2015 begyndte Hjemmeværnet at indføre myndighedsbefalingsmænd efter udenlandsk forbillede. Nu er alle stillinger besat, så der i dag er godt en håndfuld myndighedsbefalingsmænd strategisk placeret ved Hjemmeværnets øverste myndigheder.

”Fokus for de nye myndighedsbefalingsmænd er en rådgiverfunktion inden for det militære håndværk både i forhold til deres myndighedschef og i forhold til Hjemmeværnets frivillige befalingsmænd”, forklarer chefsergent Jens Post, der er myndighedsbefalingsmand i Hjemmeværnskommandoen i Vordingborg.

Myndighedsbefalingsmændene har typisk særlige kompetencer inden for operationer, uddannelse, korpsånd og ledelse af mindre enheder. 

Et vigtigt team
En del af ambitionen er, at myndighedsbefalingsmanden sammen med sin chef udgør et såkaldt ”Command Team”, som bygger på et NATO-koncept, hvor man styrker og udnytter befalingsmandskorpsets erfaring til gavn for den samlede ledelse af enheden. 

Myndighedsbefalingsmanden er derfor typisk en erfaren og højt respekteret befalingsmand, som kan rådgive sin chef i mandskabsspørgsmål, men også kan formidle chefens visioner og ledelsesmæssige prioriteringer. 

Nu, hvor den sidste myndighedsbefalingsmand er ansat i Flyverhjemmeværnet, venter et nyt lovende tværfagligt samarbejde på tværs af myndighedsbefalingsmandskorpset.

Ud til enhederne
En relativ vigtig opgave er besøgsvirksomhed ved Hjemmeværnets enheder. 

"Så du skal ikke blive overrasket, hvis du møder en myndighedsbefalingsmand på større aktiviteter i Hjemmeværnet" fortæller chefsergent Jens Post og forklarer, at de vil have fokus på det militære håndværk og førervirksomhed på blandt andet gruppe- og delingsniveau og i flotillerne på det sømilitære håndværk. 

Anvendelsen af myndighedsbefalingmænd er samlet set en af flere veje til at skærpe de soldatermæssige færdigheder blandt Hjemmeværnets soldater og samtidig få viderebragt de erfaringer, som de ansatte befalingsmænd besidder, til de frivillige.  

I næste nummer af Hjemmeværnsmagasinet, der udkommer i april, kan du læse et interview med Flyverhjemmeværnets nye myndighedsbefalingsmand, chefsergent Kenn Mølgaard.



Myndighedsbefalingsmænd i Hjemmeværnet:
Chefsergent Jens Post, myndighedsbefalingsmand for hele Hjemmeværnet med tjenestested i Hjemmeværnskommandoen
Chefsergent Peter Flade, myndighedsbefalingsmand på Hjemmeværnsskolen
Chefsergent Kenn Mølgaard, myndighedsbefalingsmand i Flyverhjemmeværnet
Chefsergent Hans Wassard Tajmar, myndighedsbefalingsmand i Marinehjemmeværnet
Seniorsergent Finn Højland, myndighedsbefalingsmand i Landsdelsregion Vest
Seniorsergent Robert Ørum, myndighedsbefalingsmand i Landsdelsregion Øst




Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring