Af: Sara Amos Pedersen
Som et supplement til Forsvarets Udleverende Depoter åbner Hjemmeværnets webshop under Forsvarets Forsyn, Depot og Distribution (FDD), hvor slidt mundering og materiel kan ombyttes i forholdet 1:1.
“Webshoppen bliver koblet op på de frivilliges funktionsudrustningssæt, så det kun er muligt at bestille de genstande hjem, som den enkelte er normeret til,” fortæller major Finn Matzen, souschef i Hjemmeværnskommandoens Logistikafdeling.
Webshoppen er i de seneste måneder blevet testet i et pilotprojekt, og tilbagemeldingerne fra de frivillige er positive. Webshoppen tilbyder nemlig en fleksibel service, der sparer de frivillige for en køretur til Forsvarets Udleverende Depoter, og samtidig giver webshoppen mulighed for at bestille udstyret hjem, når det passer den enkelte.
“Webshoppen sikrer en større forsyningssikkerhed, så der ikke er nogle, der kører forgæves efter uniformsdele i en bestemt størrelse eller værnsspecifik mundering og udrustning, der tidligere kun var på udvalgte depoter,” forklarer Finn Matzen.
Varerne bliver sendt fra et centralt lager og er fremme hos de frivillige inden for 1-2 uger. Pakkerne indeholder desuden en frankeret returkuvert, så det er muligt at sende varerne retur, hvis den brugte genstand skal returneres. Du kan læse mere om den nye webshop, når der sendes informationer ud om login på din HJV-mail.