Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

En personlig rejse med Hjemmeværnet

I dag var der reception for historiker Jens Ole Christensens nye bog ‘Hjemmeværnet - Historien om det folkelige forsvar’ på Tøjhusmuseet i København.

08-12-2017

Tekst og foto: Sara Amos Pedersen og Charlotte Baun Senholt

Omkring hundrede gæster fra blandt andet Hjemmeværnet var mødt frem, da Tøjhusmuseet i dag var værter for en reception i anledningen af den nye historiske bog om Hjemmeværnet. Bogen gennemgår Hjemmeværnets historie, der har rødder i modstandsbevægelsen under besættelsen. Den historiske udvikling frem til i dag er beskrevet, og bogen er rigt illustreret med fotografier fra alle perioder.

Bag bogen står museumsinspektør, seniorforsker og ph.d. ved Tøjhusmuseet Jens Ole Christensen. Han er også frivillig i Hjemmeværnet og fortalte fra scenen, hvordan hans rejse og engagement i Hjemmeværnet har været:

“Den bedste måde at beskrive mit medlemskab i Hjemmeværnet er, at det har været en personlig rejse, der har forandret mit liv på en helt afgørende måde,” fortæller Jens Ole Christensen.


​Historiker Jens Ole Christensen står bag en ny bog, der fortæller Hjemmeværnets historie i sin helhed.

Det er første gang, at Hjemmeværnets historie bliver fortalt i én samlet bog. Arbejdet med bogen har budt på mange gode erindringer om Jens Ole Christensens tid som frivillig. Han har været Hjemmeværnets historiske konsulent siden 2008 og understreger, at historien spiller en vigtig rolle.

“Når man er en del af en frivillig militær organisation, er det vigtigt at man kender sine rødder og organisationens udgangspunkt, fordi det afspejler ens identitet og selvforståelse,” siger han.

Blandt gæsterne til receptionen sås blandt andet kommitteret Søren Espersen (DF), tidligere chef for Hjemmeværnet, Finn Winkler, og formand for Hjemmeværnets historiske kommission, Jens Vindekilde.

Facebook har du mulighed for at vinde et eksemplar af bogen. 
I næste uge bringer vi et længere interview med Jens Ole Christensen på hjv.dk 


Kommitteret Søren Espersen (DF) spurgte intersseret ind til Jens Ole Christensens arbejde med den nye historiske bog.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring