Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​To glade soldater fra Hjemmeværnskompagni Fredericia, Martin Schnoor og Allan Christiansen, vandt Blå Negls konkurrence for tomandshold på den lange rute. Foto: Peder Frits Nielsen

En øvelse med stor værdi

Hjemmeværnet kårede i går vinderne af den store, internationale hjemmeværnsøvelse, Blå Negl. ”Øvelsen viser Hjemmeværnets store mangfoldighed,” siger stabschef og brigadegeneral Jette Albinus, der besøgte øvelsen lørdag.
 

26-02-2018

Af Charlotte Baun Senholt

Efter to døgns strabadser i et område nord for Vejle og vest for Horsens kårede Hjemmeværnet i går vinderne af Hjemmeværnets store patruljeøvelse Blå Negl, der i år havde deltagelse af soldater fra ti lande. 
 
Vinderne af den lange rute på cirka 40 kilometer for tomandshold blev to lokale hjemmeværnssoldater, nemlig Martin Schnoor og Allan Christiansen fra Hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland. For seksmandshold løb finnerne Janne Aarnio, Juho Jääskeleinen, Kristian Virmavaara, Sami Lius, Sami Vertanen og Ville Plaketti med medaljen på den lange rute. På den korte rute for tomandshold vandt Mark Jensen og Ricki Petersen.
 
 
I anledningen af Blå Negls 20 års jubilæum besøgte Hjemmeværnskommandoens stabschef, brigadegeneral Jette Albinus, øvelsen i lørdags. Hun blev blandt andet vist rundt på den travle kommandostation og så også flere af konkurrencens momenter, da mørket brød frem. Hun fik desuden lejlighed til at tale med øvelsesleder, løjtnant Bjarne Andresen, der i 20 år har været primus motor på Blå Negl.

Brigadegeneral Jette Albinus under weekendens besøg på øvelse Blå Negl. Foto: Christer Holte 
 
Stor ros
Brigadegeneralen roser den store øvelse: ”Blå Negl er en øvelse, som viser Hjemmeværnets store mangfoldighed. Den har stor værdi både for de danske og udenlandske soldater, der deltager i konkurrencen og for de mange soldater, der støtter op om øvelsen ude på momenterne,” understreger brigadegeneral Jette Albinus efter besøget.

Hun fremhæver blandt andet, at de mange hjemmeværnssoldater, som støtter gennemførelsen af Blå Negl, fik en oplagt mulighed for at træne deres militære færdigheder inden for eksempelvis bevogtning og funktionerne på en kommandostation herunder signaltjeneste. Det oplevede hun selv på sin vej rundt i terrænet.
 
 
Brigadegeneral Jette Albinus var også rundt i selve øvelsesterrænet i aftenskumringen. Foto: Christer Holte 
 
Flere deltagere
Som en del af øvelsen blev patruljerne flyttet mellem to poster i pansrede mandskabsvogne.
”Det var smart. På den måde fik Hjemmeværnet trænet kørslen i de særlige køretøjer, som indgår i sneberedskabet. Så set med mine øjne har alle deltagerne fået et stort udbytte og en positiv oplevelse på Blå Negl,” siger brigadegeneral Jette Albinus. Derfor håber hun også, at endnu flere soldater er klar til at tage udfordringen op i selve konkurrencen til næste år. I år kom kun 10 ud af 60 startende hold i mål.
 
”Det har Blå Negl fortjent med det flotte set-up, som arrangørerne lægger mange kræfter i,” fastslår brigadegeneral Jette Albinus. I alt deltog cirka 700 soldater i Blå Negl. 
 

 

 


 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring