Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Foto: Povl Mads Clausen

Fem ugers bevogtning af fly i Frankrig

I denne uge sluttede øvelse Winter Hide, hvor danske og franske piloter siden midten af januar har flyvetrænet sammen. Undervejs har Flyverhjemmeværnet støttet med 200 timers bevogtning af de danske F-16 fly.
 

17-02-2017
 
Af Mia Laursen og Christine Dahl

I lørdags kom de sidste to frivillige fra Flyverhjemmeværnet hjem fra Orange i det sydlige Frankrig. 

Povl Mads Clausen fra Eskadrille 284 i Skrydstrup har været frivillig i Hjemmeværnet i mere end 30 år, og var særligt begejstret for denne opgave. Sammen med endnu en bevogtningsassistent , har han været udsendt i tre uger, hvor de bl.a. havde nattevagter og sørgede for høj sikkerhed omkring flyene.

”Vi kommer hjem med ny viden omkring, hvad der skal til for at få et F-16 fly i luften. Den viden kan vi bruge, når vi løser opgaver for Flyverhjemmeværnet i Danmark”, siger Povl Mads Clausen og tilføjer: ”Vi fik ros for at bidrage med at aflaste de fastansatte”.

Win-win-situation
Vintervejret i Danmark er ikke befordrende for F-16-flyvninger, og derfor må træningen rykkes længere sydpå. I det sydfranske kan de danske og franske piloter sammen øve bl.a. rutineopbygningsflyvninger, som fx at flyve i lav højde. For stabschefen i Flyverhjemmeværnet har samarbejdet været en win-win-situation.
 
"Denne måde at anvende frivillige flyvere på, som et team integreret i et udsendt detachement fra Fighter Wing Skrydstrup, lever helt op til ånden i samarbejdsaftalen. Flyvevåbnet får støtte, og Flyverhjemmeværnets frivillige får trænet deres militære færdigheder," siger oberstløjtnant Jan G. Andersen.
 

​H.K.H. Kronprinsen har i dagene 30.-31. januar 2017 aflagt besøg ved Flyvevåbnets øvelse Winter Hide i Frankrig. På billedet ankommer Kronprinsen og Chefen for Flyverstaben, Generalmajor M. A. L. T. Nielsen, til flyvebasen Orange. Foto: Forsvaret
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring