Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

For fuld musik

Den årlige sommerskole for Hjemmeværnets musikere er nu afsluttet efter en uge  i fantastisk sommervejr på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab.

13-08-2018

Af Erik Petersen

Godt 100 deltagere, der talte både musikere, dirigenter, instruktører, ledsagere og kursusledelse, har ugen igennem arbejdet koncentreret i et harmoniorkester og et brassband under kyndig ledelse af hhv. Peter Ettrup Larsen og Stig Mærsk.

Resultatet af anstrengelserne blev præsenteret ved en velbesøgt koncert torsdag aften på Skaven Strand ved Ringkøbing Fjord, hvor den lokale borgerforening og Hjemmeværnskompagni Ringkøbing-Skjern var værter.

Musiksommerskolen, der i år gennemførtes for 18. gang, er det eneste samlede uddannelsestilbud til Hjemmeværnets mange musikere og er derfor traditionelt meget velbesøgt.
Uddannelsen skaber mulighed for personlig udvikling af den enkelte musiker og giver inspiration, der kan bringes hjem i de enkelte orkestre. 

Samtidig giver det mulighed for erfaringsudveksling og godt socialt samvær, der medvirker til en samlet styrkelse af Hjemmeværnets musikvirksomhed.

Alle Hjemmeværnets 12 musikkorps var repræsenteret på årets sommerskole.

 
Fotos: Per R. Nielsen og Lennart Blak, Hjemmeværnsmusikkompagni Nordjylland  
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring