Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Frivillige løber godt ind i det nye år

For en række af Hjemmeværnets frivillige soldater har løbetræningen været en fast del af kalenderen de seneste måneder. De er i fuld gang med at træne op til Copenhagen Marathon, der finder sted senere på året.

31-01-2018

Tekst og foto: Sara Amos Pedersen

Hun har allerede tilbagelagt adskillige kilometer på skovstier og på landeveje. Længden af løberuterne og tempoet varierer fra gang til gang, men formålet er det samme: Maria Linnea Bang forbereder sig til at gennemføre løbet Copenhagen Marathon søndag den 13. maj 2018 som en del af Team Hjemmeværnet.

“Det er ikke kun selve løbet, der er giver noget. De mange timers træning på landevejene og i skovene styrker også knogler og muskler. Jeg kommer til at føle mig helt fortjent til medaljen, når jeg har brugt så lang tid på at træne mig op inden konkurrencen,” fortæller hun.

Løbetræningen har stået på siden efteråret. Det er første gang, at Maria Linnea Bang deltager i Copenhagen Marathon som en del af Hjemmeværnets løbehold, men hun har to gange tidligere gennemført distancen på 42,195 kilometer.



Sammenholdet øger motivationen
Når Maria Linnea Bang løber gennem Københavns gader til foråret, er hun en del af Hjemmeværnets fjortende hold, der gennemfører Copenhagen Marathon.


På Team Hjemmeværnet er der flere løbere, der tager udfordringen op flere år i træk. En af de rutinerede løbere er William Bak, der har stillet op 11 gange iført Hjemmeværnets holdtrøje. Han oplever, at sammenholdet mellem hjemmeværnssoldaterne har stor betydning for hans motivation.


“Jeg synes, det er en fed oplevelse at løbe sammen i København. I tiden før og efter løbet opstår der et kammeratskab mellem Hjemmeværnets løbere, som gør det hyggeligt at deltage. Det har været et flot arrangement, hvor vi har en aften og en morgen sammen, før vi gennemfører selve marathonet,” fortæller han og tilføjer:

“God træning for mig handler om at træne sammen i en gruppe. Det gør det meget hyggeligere at løbe de længere distancer. Det er også nemmere at holde sig igang, hvis man træner i en klub eller sit lokale Hjemmeværnskompagni, fordi man har nogle, man forpligter sig at træne sammen med”.

Læs også: Gratis træning med løbeklubben Sparta



Høje ambitioner
Team Marathon har de seneste måneder opfordret flere frivillige til at melde sig til konkurrencen. Det er nemlig en god idé at starte træningen tidligt, så man er klar til den lange distance. 

Maria Linnea Bang havde i første omgang ambitioner om at gennemføre et kortere løb, men tog udfordringen op, da hun hørte om muligheden for at løbe marathon med Hjemmeværnet.

“Jeg ville først have trænet op til et halvmarathon, men da jeg hørte om muligheden for at løbe sammen med Team Hjemmeværnet, besluttede jeg mig for, at jeg lige så godt kunne tage det hele med. Hvis jeg kan løbe et halvmarathon, så skal jeg bare bruge den sidste tid på at træne op til et helt,” fortæller hun.



Har du lyst til at deltage?
  • ​Meld dig ind i gruppen Team Hjemmeværnet på Facebook. Her kan du finde løbemakkere og udveksle erfaringer med de andre fra Hjemmeværnets løbehold.
 
  • Tilmeld dig Copenhagen Marathon på hjv.dk 

  • Kontakt Christina Fenneberg for mere information om indkvartering og startnumre. Hendes mailadresse er: christina@fenneberg.dk

 Team Hjemmeværnet træner op til Copenhagen Marathon

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring