Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

God dialog på Folkemødet

For fjerde gang var Hjemmeværnet på plads på folkemødet på Bornholm. I alt har mere end 80 soldater fra alle værnsgrene været involveret i Folkemødet, enten på kajen i Allinge eller i området omkring den politiske folkefestival.   

20-06-2016

Af Kristian Lykkestrand

Næsten 10.000 vanddunke, 7000 stifter med solcreme og over 5000 regnslag blev i løbet af de fire dages aktiviteter på havnen i Allinge delt ud og fungerede som et godt udgangspunkt for at komme i snak med de omkring 100.000 mennesker, der samlet set har besøgt Folkemødet 2016.

"Vi møder jo rigtig mange forskellige mennesker. Fra dem som er positive til dem, som er negative i forhold til Hjemmeværnet og Forsvaret. Det har været ret spændende at gå i dialog med særligt dem, som er kritiske over for Hjemmeværnet, for de har tit manglet de korrekte fakta. Det har vi kunnet give dem, og de fleste er gået herfra med et mere positivt indtryk af, hvad Hjemmeværnet kan, og hvad vi kan støtte med," siger kaptajn Lars Maymann, kompagnichef i Hærhjemmeværnskompagni Gribskov, som var en af de 16 hjemmeværnssoldater, der var med på havnen i Allinge.

Ligesom de foregående år var det Marinehjemmeværnets fartøj Hjortø, som dannede en perfekt platform for mange spændende events. Med TV2 News’ studie i baggrunden blev der afviklet debatter og samtaler om vidt forskellige emner, fra cyber-trussel og piratjagt omkring Afrika til klimaudfordringer for beredskabet, på Hjortøs agterdæk.

Stor interesse for Hjemmeværnet 

Men det var ikke den eneste aktivitet ombord. Over 10.000 gæster benyttede lejligheden til at få en rundvisning ombord og et ly for både regnvejr og solskin.

"Folk er meget interesserede i, hvem vi egentlig er, og hvad der sker til de forskellige events. Jeg hørte en sige, at hver gang du går til et event eller en debat, så går du glip af 127 andre. Så det har været et godt folkemøde med en rigtig god stemning, både blandt publikum, og især her på fartøjet," siger kaptajn Lars Maymann.   

Selvom Hjemmeværnet har været mest synligt på havnen i Allinge, har størstedelen af de mere end 80 soldater været indsat i støtte til politiets arbejde med sikkerheden omkring folkemødet. Fra arbejdet på land med blandt andet adgangskontrol og trafikregulering til afvisning på vand i forhold til fartøjer, der gerne vil ind til folkemødet af vandvejen og Flyverhjemmeværnets fly, som skabte overblik fra luften. 

Også Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, var forbi Folkemødet blandt andet for at deltage i en debat arrangeret af Forsvarsakademiet om, hvorvidt en øget privatisering af Forsvarets opgaver er en farbar vej.

"Der er ingen tvivl om, at Hjemmeværnet går en spændende og udfordrende tid i møde. Men vi beviser dagligt og under indsættelser som på Folkemødet, støtte til internationale missioner og den aktuelle opgave ved grænsen, at Hjemmeværnet og vores soldater har robustheden, kvaliteten og motivationen til at stille op, når det gælder," udtaler Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler.   

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring