Af Kevin Gert Sigvartsen
Foto: Lars horn

SERIE: FRIVILLIG I HJV ​At sejle er egentlig ikke noget, der har sagt nordjyske Hanne Nielsen udpræget meget. Af samme grund valgte hun i sin tid at starte sin karriere i Hjemmeværnet i Flyverhjemmeværnet. Efter nogle år stoppede hun imidlertid, da de arbejdsopgaver, hun godt kunne lide, langsomt forsvandt. 

Men det varede ikke længe, før Hanne Nielsen igen prompte meldte sig ind under fanerne. Takket være nogle gæve gutter fra Aalborg endte hun denne gang et helt andet sted. Nemlig i motorrummet på MHV-fartøjet hos den nordjyske flotille, også selv om valget ikke lige er typisk for kvindelige gaster. ”Jeg er i besiddelse af en god portion jysk stædighed. Så sådan blev det. Jeg havde nu heller ikke lyst til at følge trop med de andre kvinder i flotillen og blive radiogast eller hovmester. Jeg er ikke bange for at springe ud i noget nyt,” siger Hanne Nielsen. 

I flotillen havde de nogle fantastiske motorfolk, som tjekkede ud, hvordan Hanne Nielsen klarede sig i fartøjets vitale maskinrum. Det gik godt. ”Så sagde de til flotillechefen, at de godt kunne være bekendt at sende mig på uddannelse som motorpasser,” siger Hanne Nielsen. 

Kort efter kom hun op til både den teoretiske og praktiske prøve, som hun bestod. Allerede under prøverne blev hun udset af den ansvarlige kursusleder på motorpasseruddannelsen, Per Skou Christensen, til at komme tilbage som underviser. Det kom hun, og hun er i dag instruktør både på uddannelen til motorassistent og på motorpasseruddannelsen.

I dag huserer Hanne Nielsen hos MHV-flotillen i Randers, hvor hun er motorpasser på SABOTØREN. I starten var det er lidt af en prøvelse at færdes på fartøjet, når man ikke er vant til til at færdes på et skib. ”Det sværeste for mig var nok at lære alle de maritime begreber – ting hedder bare ikke det samme på et skib, som det gør på land. Et gulv hedder for eksempel dørk, og loftet hedder dæk. Så der er mange udfordringer i starten,” siger Hanne Nielsen. 

Som motorpasser skal man kunne lidt af det hele. Du skal kende fartøjet indefra og ud, vide hvor strømmen kommer og går, og vide, hvis en af motorerne ikke lyder, som den plejer. Alligevel skal man ikke være bange for at prøve det, mener Hanne. 

”Meningen er ikke, at du som motorpasser skal kunne lave en hovedreparation af motoren. Men du skal vide, hvad de forskellige alarmer betyder, så du kan reagere på det. Du skal vide, hvordan det lugter nede i maskinrummet, og hvordan det hele skal lyde – så ved du, om alt er, som det skal være. På det punkt er det i virkeligheden ikke så meget anderledes end at have en bil. For man kan altid fornemme, om der er noget i vejen med ens bil,” siger Hanne Nielsen. 

Hun understreger, at det kræver en stor indsats at opnå den nødvendige viden om fartøjets maskinrum og vide, hvad man skal gøre i forskellige situationer. Der skal sejles meget, og der skal bruges mange timer på uddannelse. ”Men hvis jeg kan blive motorpasser, så kan alle. Man skal ikke være bange for bare at springe ud i det,” siger Hanne Nielsen med et stort smil. 

En meget anderledes verden 

Livet i motorrummet på fartøjet er noget helt andet, end Hanne Nielsen er vant til i hverdagen. Hun arbejder med identifikation af bakterier i et sterilt miljø på Mikrobiologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Derfor er det en god måde for hende at koble af ved at sejle en tur og arbejde i motorrummet. ”Nogle slapper af ved at løbe en tur, men jeg kører i stedet til Randers, hvor skibet ligger, og sejler en tur. Det er til tider også hårdt arbejde at være her, men det er dét, jeg godt kan lide at lave i min fritid. Det er ren afslapning for mig at rode med motorerne og få olie på fingrene,” fortæller Hanne Nielsen. 

For Hanne har livet i maskinrummet ikke blot haft en betydning for måden, hun slapper af på. Det var nemlig også her, hun mødte sin partner. ”Jeg mødte tilfældigvis min mand i maskinrummet, da han var ny gast. Vi havde været ude og samle ham og nogle andre op, og så ville han gerne ned og se maskinrummet – så der så vi hinanden for første gang. Det er ikke fordi, vi blev kærester lige der, men når folk spørger, hvor længe vi har været sammen, plejer jeg lige at slå op i min logbog for at finde ud af det,” siger Hanne Nielsen. 

Med til fortællingen om funktionen som motorpasser hører dog også, at man som kvinde ind imellem skal kæmpe med nogle fordomme. For maskinrummet er stadig en meget mandsdomineret verden. Det har Hanne Nielsen erfaret flere gange. 

Specielt som underviser har hun oplevet, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved hendes kunnen, både fordi hun er kvinde, og fordi hun som bioanalytiker ikke har en baggrund inden for de typiske håndværkerfag, som er udtalt blandt hendes mandlige motorkolleger. ”Når man kommer ind som underviser, og der sidder en hel klasse fyldt med mænd, der alle sammen er uddannet som lastbil- eller elektromekaniker, så kan jeg da godt mærke, at de tænker: "Hvad ved hun overhovedet om motorer?" Men sjovt nok har det også den effekt, at når vi nærmere os dialogdagen, hvor de skal testes, så er det ofte mig, de barske gutter kommer til, hvis de har nogle bekymringer om, hvorvidt de er i stand til at bestå eller ej,” siger Hanne Nielsen og fortsætter: ”Det viser bare, at det åbenbart er lidt mere legalt at komme til mig end til mine mandlige kolleger. Men det er fint nok, hvis det gør folk glade.” 

Ifølge Hanne Nielsen er mandehørmen, noget man skal lære at tackle og sige fra over for. ”Det nytter ikke noget at være tøsesart. Du kan også sagtens bevare dine feminine værdier. Det er et fedt arbejde, og jeg trives i den grad i funktionen. Så hvis man har den mindste interesse i at blive motorpasser, synes jeg bare, man skal prøve at gå med ned i motorrummet og høre, om man må prøve at være med,” lyder opfordringen fra Hanne Nielsen