Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnet vender hjem fra Mali

Efter godt seks måneder i Mali er Hjemmeværnets udsendte soldater atter tilbage på dansk jord. Siden maj har Hjemmeværnet over to hold haft udsendt 24 soldater.

20-11-2017

Af Kevin Sigvartsen

Den fredsbevarende FN-mission Minusma, der i de sidste seks måneder været støttet af i alt 24 Hjemmeværnssoldater, er nu ovre for Hjemmeværnet. Soldaterne var udsendt sammen med Flyvevåbnet og har sørget for bevogtning af Camp Bifrost i det uroplagede Mali.

En af de soldater, der har været med Hjemmeværnet på den fredsbevarende mission er Clausen. Han var med på det andet udsendte hold, der netop er hjemvendt fra missionen. Han fortæller, at der har været et godt samarbejde med campens andre beboere, og at de har fået en del ros for deres arbejde.

”Der blev sat meget pris på det arbejde vi lavede i campen. Vi sørgede for altid at være smilende og glade, når folk kom i porten til lejren – så vi har fået meget ros for at være serviceminded.” 

Clausen meldte sig frivilligt til opgaven, fordi han gerne ville gøre noget for Danmark og fordi han godt kunne tænke sig at komme på eventyr. Som vagt i en lejr har det dog ikke været et meget stort eventyr, fortæller Clausen, men det har alligevel været en tur, der har givet ham meget.

”Jeg vil klart anbefale andre at blive udsendt, hvis de får muligheden for det. Det har givet mig mange ting, som jeg kan tage med videre i livet. Det er helt sikkert en oplevelse jeg vil tænke tilbage på i mange år fremover. ”

Hvis du har interesse i at lære mere om Hjemmeværnets bidrag til Minusma, kan du læse soldaternes rejsebreve, som vi tidligere har publiceret her på HJV.dk.

Kort om missionen
Danmarks bidrag til Minusma-missionen har været ét C-130J detachement, tre stabsofficerer samt 24 Hjemmeværnssoldater til bevogtning af camp Bifrost fra maj 2017 til november 2017.

Af de 24 soldater Hjemmeværnet udsendte, var 22 af dem frivillige, og to var fastansatte. De frivillige soldater har været på kontrakt med Flyvevåbnet.

Hjemmeværnets opgave under udsendelsen har været bevogtning af Camp Bifrost, hvor Flyvevåbnets soldater havde base og desuden forskellige kørselsopgaver.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring