Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnet assisterer NATO i Irak med rådgivere

”Sindssyg spændende vej, vi går ud af – ingen har gået den før” - Sådan beskriver Oberstløjtnant og Chef for Stabiliseringssektionen, Flemming Meinertz, den nye internationale opgave for Hjemmeværnet i Irak.

18-04-2018

​Af Diana Brandt Larsen

Efter en indberetning fra den danske repræsentation ved NATO, vedr. NATO´s trænings- og kapacitetsopbygningsindsats i Irak (NATO Training and Capacity Building in Iraq, forkortet NTCB-I) har Forsvarsministeriet henvendt sig til Center for Stabiliseringsindsatser  og anmodet Hjemmeværnskommandoen om at undersøge muligheden for at kunne stille eksperter til rådighed for NATO i løbet af 2018.

Forespørgslen fra NATO omhandler gennemførelse af rådgivning og træning inden for felterne personalestyring, logistik og anskaffelser.

Opgavens første tur har til formål at afdække det lokale status quo, behov og tilstedeværende kompetencer inden for de givne områder. Ifølge Flemming Meinertz er den strategiske tålmodighed vigtigst. Det er vigtigt at dybdegående at afdække, hvad normalbilledet er i Irak og derefter forsøge at skubbe til rammerne.

Reserveofficer og stabsofficer ved Danske Division, Oscar, er allerede ankommet til Bagdad og gået i gang med opgaven. Oscars hovedfokus under opgaven er HR og personalestyring, hvor hans civile kandidatuddannelse inden for International Business and Politics er essentiel. Oscar har samtidigt de militære erfaringer at trække på, bl.a. har  han tidligere har været udsendt på Al Assad Air base i Irak. ”Opgaven er virkelig spændende og åben – det er ikke det man regner med, når man er inden for Forsvaret. De personlige kompetencer er virkelig med til at forme opgaven”, siger han.

Flemming Meinertz mener netop, at denne opgave helt nøjagtigt viser, hvad der er unikt ved Hjemmeværnet. Når en militær opgave når til transitionsfasen, hvor der ikke længere er brug for militær tilstedeværelse, men der stadig er behov for udefrakommende hjælp til genopbygningen, kan Hjemmeværnet agilt veksle i kompetencerne –  de såkaldte ’sleeping capacities’. De frivillige medlemmer af Hjemmeværnet medbringer erfaring både indenfor og udenfor det militære felt og har samtidigt en civil uddannelse i baggagen, som Hjemmeværnet ikke skal sørge for.

I løbet af maj måned vil endnu en rådgiver blive sendt afsted til Irak. Reserveofficer i Hjemmeværnet, Palle, er netop hjemvendt fra Afghanistan og har lidt tid hjemme i Danmark inden han skal afsted igen. I Afghanistan arbejdede han i krydsfeltet mellem logistik, kontrakter og anskaffelser – det samme, som vil være hans fokus i Irak.  ”Vi skal sørge for at få de lokale til at tage ejerskab på eventuelle ’forbedringer’ –så de ændringer, som skal sættes i værk, fortsætter, når vores folk ikke er tilstede længere”, mener han.

Rådgiverne vil under deres tur være indkvarteret på lige kår med de ansatte på den Britiske Ambassade i Green Zone i Bagdad. Det er forventningen, at rådgiverne skal på flere ture til Irak i løbet af 2018 og 2019.

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring