Topbanner

Nyhed

​Foto: Hung Van Plunklang Nguyen

Infanteriføreruddannelse udbydes til alle

Nu åbnes der op for, at alle førere i Hjemmeværnet får adgang til infanteriføreruddannelser, så de kan få styrket deres taktiske kompetencer og blive bedre klædt på til føringsopgaver.

01-01-2018


Af: Signe Thiim


”Den store forskel er, at det nu ikke længere kun er soldater i infanterikompagnier og Security Force eskadriller, der kan få lov til at nørde sig ned i taktikken. I fremtiden kan alle

førere få adgang til kurser, der tidligere kun var forbeholdt eksempelvis infanteriførerne,”

forklarer Ole Ladefoged, der er fungerende chef for Studie og Udviklingssektionen på

Hjemmeværnsskolen.


Justeringen betyder, at de taktiske kurser ”Infanterigruppefører- og Infanteridelingsførerkursus” har skiftet navn til henholdsvis ”Gruppeførerkursus, Taktik 1 og 2” og ”Delingsførerkursus, Taktik 1 og 2” for at signalere, at kurserne nu får en bredere målgruppe.


Kurser i felten

De taktiske kurser bygger videre på indholdet i gruppefører og delingsførerkurserne.


”Hvis man syntes, at det sidste modul (modul 3) var spændende, så vil jeg klart

anbefale, at man går videre på de taktiske kurser. Det er kurser, hvor man er meget i felten, og vi har lagt stor vægt på praktik frem for teori,” fortæller Ole Ladefoged.


Kurserne er bygget op i par, så der på hvert niveau er to kurser: ét taktisk kursus med

fokus på defensive operationer, og ét taktisk kursus med fokus på offensive operationer. Det

ene kursus løber over en weekend, det kursus andet varer en uge. 


Større taktisk indsigt

Gruppefører Hans Hugo Holmelin, der er bevogtningssoldat i Flyverhjemmeværnseskadrille

266 Aalborg, har som et forsøg testet de nye muligheder ved at gennemføre ”Infanterigruppeførerkurset”.


Han mener sagtens, man som bevogtningssoldat kan få et udbytte af

kurset.


”Det har givet mig en større taktisk indsigt, så selv om jeg ikke er i et infanterikompagni,

mener jeg, det vil gøre mig bedre til også at løse bevogtningsopgaver,” siger Hans Hugo

Holmelin, der helt klart kan anbefale kurserne. Han understreger dog en ting:


”Man skal være i almindelig god form, for infanterister løber jo hele tiden. Også når det

regner!”


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224