Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Det dansk-lettiske Hjemmeværnskompagni deltog i øvelsen Northern Strike sammen med soldater fra fem andre NATO-lande. Foto: Hélène Mogensen de Monléon

International øvelse giver soldaterne et løft

De blev udfordret på deres evner til at gennemføre store øvelser, samarbejde på tværs af lande og begå sig i en bataljonramme, da soldater fra Hjemmeværnet deltog i øvelsen Northern Strike.

25-08-2017

Af Sara Amos Pedersen

Det har været en lærerig oplevelse at deltage i den internationale øvelse Northern Strike. Soldater fra det dansk-lettiske Hjemmeværnskompagni har tidligere på sommeren deltaget i den internationale øvelse Northern Strike i USA. Her har de sammen med soldater fra fem andre NATO-lande gennemført mærkeskydning, trænet kamp fra stilling, fremrykning gennem terrænet, angreb og bykamp.

Øvelsen har givet mulighed for at træne nogle af de militære færdigheder, der ikke er på programmet i Danmark, fortæller Majken Daugaard. 

“Vi fik lov til at prøve nogle ting, man ikke gør i Danmark. Vi var blandt andet ude at flyve i helikopter, og vi fik mulighed for at operere i en betaljonramme i stedet for en kompagniramme. Når man er sammen i en større enhed, kommer man automatisk til at snakke med andre kompagnier, og der er længere op til den øverstkommanderende. Øvelsen giver derfor en fornemmelse af det niveau, man opererer på, når man er i krig,” siger hun.

Majken Daugaard er frivillig i Politikompagni Skive-Krabbesholm. Northern Strike var hendes første internationale øvelse og en måde at komme tilbage til Hjemmeværnet efter en længere pause.

“Jeg tilmeldte mig øvelsen, fordi det var en mulighed for at kickstarte mit engagement i Hjemmeværnet igen. Jeg var kommet lidt væk fra mit kompagni, så jeg så det som en god mulighed for at prøve nogle nye dele af Hjemmeværnet af,” siger hun.

Under øvelsen fungerede Majken Daugaard som signalmand for kompagnichefen, og hun havde derfor stor kontakt med de amerikanske soldater, der stod for udlevering af radioudstyret.

“Det bedste ved at være afsted har været det sociale sammenhold. Når man er afsted i så lang tid, er der god tid til at lære hinanden bedre at kende og skabe fællesskaber på tværs af lande,” fortæller Majken Daugaard.

Foto: Hélène Mogensen de Monléon

Ændrer opfattelsen af Hjemmeværnet
Efter hjemkomsten fra USA har Majken Daugaard oplevet, at hendes deltagelse i den store internationale øvelse har været med til at give hendes omgangskreds en bedre forståelse af Hjemmeværnets brede vifte af opgaver.

“Jeg tror helt sikkert, at det er med til at ændre på Hjemmeværnets image, når vi deltager i en øvelse som Northern Strike. Når jeg har fortalt mine venner og familie, at jeg skulle på øvelse i tre uger, synes de, at det er fedt, at man får lov til det. Jeg kommer fra et Politikompagni, hvor trafikregulering fylder meget, så jeg vil gerne være med til at skabe nogle andre opfattelse af, hvad Hjemmeværnet også er,” siger Majken Daugaard.

I løbet af de tre uger blev hun udfordret inden for en række infanteri-øvelser, der ikke fylder meget i hendes hverdag.

“Man lærer nogle ting om sig selv, når man er på en ny øvelse. Til dagligt arbejder jeg på kontor, så de militære øvelser udfordrer mig på nogle måder, som jeg normalt ikke bliver udfordret på. Det er første gang, jeg prøver at være signalmand, og det vil jeg gerne arbejde mere med,” fortæller hun.


Foto: Hélène Mogensen de Monléon


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring