Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Eftersøgningen foregik ved Øresundsbroen. Her fotograferet tidligere om lørdagen. Foto: Dorte Svane

Jolle frygtet kæntret ved Øresundsbroen

Marinehjemmeværnet fra Køge og Vestegnen var lørdag på eftersøgning. En bilist på Øresundsbroen mente at have set en kæntret jolle.

02-03-2015
Af Dorte Svane og Ninna Falck
 
Lørdag klokken 18.30 blev fartøjet, MHV 815 KUREREN, fra Flotille 368 Køge kaldt op af Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) fra Forsvarets Operationscenter. En bilist havde oppe fra Øresundsbroen observeret en lille hvid jolle i sejlrenden nord for Øresundsbroen uden nogen om bord. Man frygtede, at båden var kæntret, og at der var personer i det kun 2,5 grader varme vand.
 
KUREREN befandt sig tæt ved indsejlingen til København på vej til Holmen efter en lang dag med mange øvelser. Den 14 mand m/k store besætning med fartøjsfører løjtnant Jimmi Nielsen i spidsen satte nu hurtigt kursen mod Øresundsbroen.
 
KUREREN fik ansvar
Der var en lille times sejlads ned til broen, og undervejs blev Jimmi Nielsen og KUREREN udpeget af JRCC til at være ’On Scene Coordinator’ (lokal leder af eftersøgningen). Så nu skulle der beregnes søgeområde, laves aftaler med JRCC og søsterfartøjet MHV 802 CARINA fra Flotille 366 Vestegnen, som også var i området. Endelig skulle KURERENs gummibåd sættes i vandet, så den kunne komme hurtigt af sted sammen med CARINA’s gummibåd. Og dermed var fire eftersøgningsenheder fra Marinehjemmeværnet på vej mod broen.
 
En redningshelikopter var først på positionen. Den overfløj søgeområdet uden resultat og havde forladt området, da KUREREN ankom lige omkring kl 19.30.
 
”Det var mørkt, og i løbet af aftenen var det blæst godt op i Øresund”, fortæller Jimmi Nielsen om forholdene for eftersøgningen, der efter aftale med JRCC kom til at køre efter det søgeområde, Jimmi Nielsen havde regnet sig frem til.
 
”De to marinehjemmeværnsfartøjer gik i gang med systematisk at gennemsejle et område nord for broen. Vores to gummibåde blev sendt mod land for at søge på det lavere vand ved bl.a. Peberholmen, og de zig-zaggede desuden mellem broens pyloner for at se, om personer i vandet skulle have søgt derhen. Inde ved den svenske kyst søgte svenske enheder” forklarer Jimmi Nielsen.
 
Da de to fartøjer og gummibådene havde gennemsøgt hele søgeområdet, blev man klokken 21.07 enige med JRCC om at afblæse eftersøgningen. Der blev ikke fundet hverken hvid jolle eller personer i vandet.
 
Godt MHV-samarbejde
Til gengæld fik Jimmi Nielsen og hans besætning, som kun har sejlet sammen i 1½ år, for første gang mulighed for at prøve rollen som On Scene Coordinator.
 
”Det var meget spændende. Man har mange flere ting at tænke på, og så er det lækkert med så stor en besætning med mange hænder til opgaverne – og det gælder både de 14 gaster hos os og de 13 hos CARINA, som vi havde et supergodt samarbejde med”, fortæller en tilfreds fartøjsfører efter en lang dag, der endte på Holmen for begge MHV-fartøjer med debriefing om bord på CARINA og meget sen aftensmad til de trætte gaster.
 
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring