Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Hjemmeværnet holder fast i traditionen med at markere Befrielsen. Arkivfoto

Hjemmeværnet markerer Befrielsen

Tænd et lys i aften, lyder opfordringen fra Hjemmeværnet, som holder traditionerne i hævd og mindes Danmarks Befrielsen i 1945 ved en lang række højtidelige arrangementer og ceremonier rundt om i landet.

04-05-2017

Af Charlotte Baun Senholt
 
I år er det 72 år siden, det glade befrielsesbudskab lød 4. maj om aftenen fra BBC-radio i London. Dengang reagerede danskerne med spontan glæde og ved at sætte lys i vinduerne for friheden oven på fem mørke år.
 
Som barn af Modstandsbevægelsen er 4. og 5. maj vigtige historiske mærkedage i Hjemmeværnet, der her 72 år efter Befrielsen fortsat ærer og mindes de, der gav livet i kampen for friheden. Så også i dag og i morgen vil Hjemmeværnet være repræsenteret ved højtidelige arrangementer og ceremonier i kirker og ved mindesmærker rundt om i landet. Her vil hjemmeværnsmedlemmer blandt andet stå som fakkelvagter, lægge kranse og spille musik.
   
Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, taler i aften ved en mindehøjtidelighed i Reersø ved Kalundborg, hvor der er gudstjeneste i Reersø Kirke og derefter bliver lagt kranse ved grave for faldne soldater. Finn Winklers egen far var selv aktiv i modstandskampen under 2. Verdenskrig i BOPA-gruppen.
 
”Frihed og demokrati er noget, Hjemmeværnet værdsætter og aldrig tager for givet. At ville gøre noget for fællesskabet, at bidrage efter evne og træde frem, når der er brug for en, gennemsyrer hele Hjemmeværnet,” siger Finn Winkler, som er sig meget bevidst om, at den stolte og vigtige tradition med at markere Befrielsen og tænde lys bliver båret videre til næste generation.
 
Tænd et lys
 
Også Den Kommitterede for Hjemmeværnet, Bjarne Laustsen, understreger vigtigheden af markeringen af Befrielsen og opfordrer alle til at tænde lys i aften. I morgen er han ærestaler ved Hærhjemmeværnsdistrikt Østjyllands 5. maj arrangement i Brabrand.
 
”Hjemmeværnet er med sin talstærke repræsentation ved de mange 4.- og 5. maj arrangementer med til at vise, at vi værner om vores traditioner og mindes de, der kæmpede for friheden. Jeg vil gerne sige tak til de mange frivillige for deres store engagement og vilje til at være traditionsbærere. Det gør indtryk,” siger Bjarne Laustsen.
 
Hjemmeværnet deltager i arrangementer blandt andet i Mindelunden i København, i Helsingør, Roskilde, Køge, Stevns, ved Svinø Kirkegård ved Næstved, på Lolland-Falster, Odense, Nyborg, Sønderborg, Silkeborg, Skanderborg og Brabrand.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring