Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Nu, hvor fyrværkerisæsonen står for døren, får Hjemmeværnets rydningsassistenter travlt. Arkivfoto: Christer Holte

Efterspurgte rydningsassistenter

Højsæsonen for fyrværkeri står for døren. Det giver ekstra travlhed for Hjemmeværnets rydningsassistenter, der er uddannede til at hjælpe med at fjerne og uskadeliggøre farligt fyrværkeri.

20-12-2017

Af Charlotte Baun Senholt
 
Så sent som i går blev et hold rydningsassistenter fra Hjemmeværnet på Sydsjælland kaldt ud på en opgave i Vordingborg, hvor der var blevet fundet et kanonslag, som de fik fjernet og destrueret. Hjemmeværnets rydningsassistenter er nemlig uddannede til at håndtere farligt fyrværkeri af enhver art, så de kan støtte Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste i deres beredskab ved fund af fyrværkeri.
 
”I den konkrete situation bestod rydningsassistenternes opgave i at køre hen til stedet, hvor kanonslaget var blev fundet, få det fjernet og kørt væk og herefter uskadeliggjort,” fortæller seniorsergent Steen Møller Sørensen, der er sagsbehandler på området i Hjemmeværnskommandoen.
 
Højsæson for fyrværkeri
 
Netop nu, hvor fyrværkerisæsonen snart skydes ind i slutningen af december, får rydningsassistenterne ekstra travlt. Steen Møller Sørensen forventer således omkring 20 henvendelser de kommende uger.
 
”Vi har i år foreløbig haft 64 indsættelser, hvor rydningsassistenterne har været i aktion. Et forsigtigt gæt er, at vi når op på mellem 80-90 indsættelser, når tallet opgøres i starten af januar 2018,” siger Steen Møller Sørensen.
 
Hjemmeværnet har rydningsassistenter i hele landet. De indgår i en vagtordning, så de er klar til at rykke ud med en times varsel – det indebærer, at de skal være fremme ved deres indsatskøretøj på distriktet inden for 60 minutter. Ud over køretøjet råder rydningsassistenterne over særligt udstyr til at løse deres opgaver.
 
Poul Nedergaard, der er tidligere chef for Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste og i dag er koordinator for Hjemmeværnets Rydningstjeneste, giver dette råd: ”Brug kun lovligt indkøbt fyrværkeri. Hvis du finder fyrværkeri på veje eller andre steder, så lad være med at samle det op og tage det med hjem.”
 
Fyrværkeri må fyres af fra 27. december til 1. januar. Læs mere om reglerne for fyrværkeri her.
​​

 Højsæson for Hjemmeværnets rydningsassistenter

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring